SAS får fem dage til at udbetale kompensation til norske kunder

Norges luftfartstilsyn har givet SAS frem til 15. september til at udbetale kompensation til norske kunder.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Ritzau

Knap kom SAS ud af sommerens pilotstrejke før titusindvis af norske kunder bankede på døren for at få pengene tilbage fra deres aflyste flyrejser.

Og mens SAS havde behandlet flere end 70.000 sager per 21. august, manglede der stadig på det tidspunkt omkring 8000 sager.

SAS har oplyst til Norges luftfartstilsyn, at det regner med at kunne have sagerne af bordet inden 15. september.

Og det har luftfartstilsynet tolket som en deadline. Dermed har SAS fra lørdag morgen fem dage til at få behandlet sagerne.

Mens norske kunder dermed formentlig kan se frem til at få pengene tilbage for deres aflyste flyrejser, står det anderledes uheldigt til med erstatning for udgifter i forbindelse med aflysningerne.

”For kompensation, hvor kunden skal have refunderet ekstraudgifter som hotel og lejebil, vil det tage længere tid,” siger Tonje Sund, talsperson for SAS i Norge.

SAS har især i løbet af 2021 og 2022 kæmpet med selskabets piloter om ansættelsesforholdene i selskabet.

En omlæggelse af SAS’ økonomi fordrede, at selskabet måtte skære ned, og det har derfor forsøgt at skære mere i piloternes løn, end hvad piloterne har været tilfredse med. Desuden har piloterne været vrede over, at SAS ansatte piloter i datterselskaber på andre vilkår end piloterne i selve SAS.

Det førte i sommer til en pilotstrejke, der varede 15 dage, hvor tusindvis af afgange blev aflyst, og flere hundredtusindvis af rejsende måtte lægge deres planer om.

SAS og piloterne indgik en aftale, hvor piloterne skulle gå 25 procent ned i løn, og flyselskabet lovede at ansætte piloter i SAS i stedet for datterselskaber.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også