Flertal af danskerne er imod at bygge en ny Øresundsforbindelse

En undersøgelse foretaget på vegne af MobilityWatch viser, at danskerne er skeptiske over for at bygge en ny fast forbindelse over Øresund. Det overrasker dog ikke direktør i DI Transport. 
Det er blandt andet udsigten til en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, som danskerne er skeptiske overfor. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Det er blandt andet udsigten til en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, som danskerne er skeptiske overfor. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Over halvdelen af danskerne synes ikke, det er en god idé at anlægge en ny fast Øresundsforbindelse mellem Danmark og Sverige. 

Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke på vegne af MobilityWatch. 

Undersøgelsen viser, at 55 pct. ikke synes, det er en god idé med en ny forbindelse over Øresund. 

23 pct. synes, det er en god idé at etablere endnu en forbindelse mellem Danmark og Sverige, mens 23 pct. har svaret ”ved ikke”.

Det har i en længere årrække været diskuteret, om der skal etableres endnu en forbindelse over Øresund, da regionen har oplevet stigende trafik på den nuværende Øresundsbro. Desuden er der udsigt til endnu mere trængsel på broen, når Femern-forbindelsen til Tyskland efter planen står færdig i 2029.

Flere mulige forbindelser har gennem årene været på tale – heriblandt en forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg (kaldet HH-forbindelsen), en metroudvidelse til Malmø eller Europasporet, der vil forbinde København med Landskrona. 

Men de nye tal viser altså, at et flertal af danskerne ikke er begejstrede for en eventuel etablering af en ny Øresundsforbindelse. 

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

”Det overrasker mig ikke, fordi danskerne har historisk set været modstandere af ny infrastruktur. De har svært ved at se, hvordan det forbedrer deres livskvalitet,” siger Karsten Lauritzen, branchedirektør for DI Transport, til MobilityWatch. 

Gevinsten ved ny infrastruktur kommer først, når byggeriet er færdigt. Ifølge Karsten Lauritzen er det derfor svært for danskerne at tage glæderne på forskud. 

Politisk tilbageholdenhed

Selvom DI Transport gerne ser endnu en forbindelse over Øresund, skal der yderligere undersøgelser til, før interesseorganisationen vil lobbye for én af de konkrete forbindelser, der indtil videre er blevet forslået.

Karsten Lauritzen er fortaler for en eventuel HH-forbindelse, men vil samtidig ikke afvise, at et andet forslag kan vise sig at være den bedste løsning. 

”Hvis man laver Europasporet, er der ét sæt udfordringer, og laver man en HH-ordning, er der et andet sæt udfordringer. De øvrige infrastrukturaftaler, man laver i de kommende år, vil være afgørende for, at man kan træffe det valg,” siger Karsten Lauritzen. 

Fra dansk politisk side er der ikke umiddelbart lagt i kakkelovnen til en ny forbindelse over Øresund inden for den nærmeste fremtid. 

Der blev nemlig hverken sat penge af til videre undersøgelser af HH-forbindelsen eller Europasporet i Infrastrukturplan 2035, som et bredt forlig vedtog i 2021. 

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Foto: Europaspåret / pr
Foto: Europaspåret / pr

HH-forbindelsen, der er det projekt, der er længst fremme i planlægningen, blev efter en strategisk analyse 2021 sat til vægs af tidligere transportminister Trine Bramsen (S). 

Den nye SVM-regering har heller ingen ambitioner om at gå videre med projektet på nuværende tidspunkt, bekræftede transportminister Thomas Danielsen (V) tidligere på året til MobilityWatch.

”P.t. er projektet ikke aktuelt set fra et dansk perspektiv,” skrev transportminister Thomas Danielsen (V) i marts i et skriftligt svar.

På den svenske side er der dog stadig aktivitet, og den svenske regering afsatte i 2022 penge til at undersøge, hvordan infrastrukturen i Øresundsregionen kan forbedres. Her er alle de potentielle Øresundsforbindelser stadig i spil, og udsigterne til en ny forbindelse over Øresund er dermed ikke lagt fuldstændigt i graven. 

Det er ifølge Karsten Lauritzen specielt arbejdsmarkedet, der vil få gavn af en ny Øresundsforbindelse, da øget mobilitet i regionen kan hjælpe med at tiltrække svensk arbejdskraft. 

I Helsingør Kommune er borgmester Benedikte Kiær (K) dog ikke udelukkende begejstret for idéen om en forbindelse til Helsingborg. Læs mere herunder:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også