Boeing vil rejse 10 mia. dollar ved obligationssalg

Flyproducenten kæmper bl.a. med ringe kreditvurderinger.
Foto: Peter Cziborra
Foto: Peter Cziborra
af marketwire

Den til stadighed kriseramte flyproducent Boeing har mandag annonceret, at koncernen ønsker at rejse ekstra kapital for 10 mia. dollar via salg af obligationer.

Det skriver Bloomberg News.

Meldingen modtages positivt, da aktien stiger med 3,3 pct., og den kommer da også i kølvandet af sidste uges sænkede kreditvurdering fra Moody’s.

Boeing har allerede lanceret salget i seks trancher med seks forskellige løbetider, og salget er blevet modtaget positivt hos kreditinvestorerne, der samlet set har givet bud på 77 mia. dollar. Den store overtegning ”siger dog muligvis mere” om markedet for kreditinvesteringer end om Boeing selv, påpeger Bill Zox, porteføljeforvalter hos Brandywine Global Investment Management.

I sidste uge blev vurderingen af Boeings kreditværdighed sat et hak ned til ”Baa3” fra ”Baa2” hos amerikanske Moody’s, mens udsigterne for fremtidige justeringer af vurderingen samtidig sættes til ”negative”.

Den vurdering betyder, at flyproducentens kreditværdighed blot svæver et niveau over det, som kaldes ”junk” og altså hænger i allernederste lag af det finere ”investment grade”, som for mange investeringsfonde er minimumskrav.

Den ringere vurdering afspejler ifølge kreditvurderingsbureauet den ”utilstrækkelige udvikling i Boeings segment for kommercielle fly”. Det har medført et lavere niveau for den frie pengestrøm, end Moody’s havde forventet.

Der er samtidig tegn på, at modvinden for Boeing, som har været ramt af en række sikkerhedsudfordringer, især med sin storsællert 737-MAX, ikke er holdt op med at blæse, og det anses for sandsynligt, at selskabet ikke vil være i stand til selv at skabe den nødvendige likviditet til at indfrie gæld for 4,3 mia. dollar og 8 mia. dollar, som forfalder til betaling i 2025 og 2026.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også