Nemlig.com hæver lønkrav til chauffører

Efter flere måneder med hård kritik af Nemlig.com har virksomheden nu besluttet sig for at hæve kravene til de virksomheder, der leverer chauffører til dagligvareselskabet. Det skriver Berlingske.
Fremover skal en chauffør som minimum have mellem 25-30.000 kr. i løn om måneden for en 37 timers arbejdsuge. Derudover skal transportvirksomhederne afregne alle lovpligtige tillæg og sikre løn under sygdom og barsel.
"Med den højere afregning til transportvirksomhederne og virksomhedernes højere aflønning af deres medarbejdere sikres nu en bedre aflønning end 3F Budoverenskomsten, der blandt andet indeholder søgnehelligdagsbetaling og særlig opsparing. Denne overenskomst er beregnet til transportvirksomheder, som blandt andet forestår udbringning af dagligvarer og måltidskasser, hvorfor transportvirksomhedernes højere aflønning, end det 3F Budoverenskomsten foreskriver, vil gøre chaufførjobbet endnu mere attraktivt," siger Stefan Plenge, topchef og stifter af Nemlig.com, i en pressemeddelelse ifølge Berlingske.