Krisesnak skærer halvanden milliard af SAS' markedsværdi

SAS-aktien faldt mandag med 15,1 procent, hvilket er det største kursfald siden november 2020.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Mandag var en hård dag for flyselskabet SAS på aktiemarkedet, da aktien faldt med 15,1 procent til 1,15 kroner.

Nedturen betyder, at markedsværdien af SAS dykkede med 1,5 milliarder kroner til 8,4 milliarder kroner.

Det er det største kursfald på én dag siden november sidste år.

Dykket kom i forlængelse af et interview med selskabets nye direktør, Anko van der Werff, i erhvervsmediet Finans.

Han udtalte her, at der er brug for forandringer i SAS, hvis selskabet skal kunne klare sig i fremtiden.

Han har derfor indkaldt piloter og kabinepersonale til forhandlinger, der skal sikre "fleksibilitet, effektiviseringer og lavere omkostninger".

Fristen for forhandlingerne er sat til tre måneder.

"SAS kæmper for at overleve. Når jeg ser, hvordan markedet er nu, hvordan vores kunder ændrer sig og størrelsen af vores gæld, står det fuldstændig klart," sagde Anko van der Werff til Finans.

I Sydbank vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger SAS og flybranchen tæt, at en del investorer har fået øjnene op for, at SAS er langt fra at tjene penge oven på coronakrisen.

"Der er nogle investorer, som er blevet mere klar over, hvor presset SAS er, at selskabet næppe kommer til at få overskud i 2022, og at der er brug for nogle forandringer, for at SAS kan klare sig i fremtiden," siger Jacob Pedersen.

"Der er ikke nogen tvivl om, at den melding har gjort nogle investorer nervøse og får dem til at trække følehornene til sig og sælge aktier," siger han.

Jacob Pedersen påpeger, at faldet i aktiekursen skal ses i lyset af, at markedsværdien af SAS er over to gange så høj som før coronakrisen.

Det er på trods af, at SAS ikke tjener penge og flyver langt færre passagerer end før udbruddet.

"Der er nogle investorer, som har haft nogle meget optimistiske forventninger til SAS i forlængelse af genåbningen, og det er måske også derfor, at aktien falder så kraftigt i dag, når der kommer et gran mere realitet ind i investorernes bevidsthed," siger Jacob Pedersen.

Pilotformand i vrede over SAS-udmelding om nye overenskomster

SAS-topchef: Situationen er alvorlig og vi skal spare 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også