Historisk norsk storstrejke er slut efter fire dage

For første gang i moderne tid har der i Norge været strejke alene på grund af lønforhandlinger. Postnord og færgetrafikken har været påvirket. (Opdateret)
Foto: Jan Kåre Ness/NTB/Ritzau Scanpix
Foto: Jan Kåre Ness/NTB/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

En norsk storstrejke, der har varet siden mandag, er slut.

Det skriver de norske medier TV 2 og VG torsdag eftermiddag.

25.000 ansatte fra flere forskellige brancher har haft nedlagt arbejdet, siden de mandag morgen indledte en strejke.

Det er ifølge det norske nyhedsbureau NTB første gang i moderne tid, at der har været strejke under, hvad der på norsk kaldes ”mellomoppgjør”. Det er den proces, hvor der udelukkende forhandles om lønvilkår.

Det er blandt andre ansatte på bryggerier og i fødevareindustrien samt medarbejdere på norske færgeruter, der nedlægger arbejdet.

Det er arbejdsgiverorganisationen NHO på den ene side og fagforeningerne LO og YS på den anden, der har forhandlet om medarbejdernes løn.

Norsk storstrejke rammer logistik: Postnord hjemsender næsten alle ansatte

Forhandler igen

Det lykkedes dem søndag ikke at blive enige, og det udløste strejken.

Den er nu afsluttet, og den er endt med et resultat, som LO er godt tilfreds med. Det fortæller LO-leder Peggy Følsvik ifølge NTB.

”Det her er LO’s bidrag til at få styr på en udvikling, som er gået i den forkerte retning. Det bidrager til at øge købekraften hos et bredt udvalg af LO-medlemmerne. Det viser, hvorfor det nytter at strejke,” siger hun.

Hun kalder udfaldet et historisk godt resultat og oplyser, at LO aldrig har fået et højere kronetillæg, end det er tilfældet nu. 

De 11 LO-forbund, der har strejket, havde tilsammen midler til at strejke i 365 arbejdsdage - svarende til halvandet år. Det skriver den norske avis Aftenposten ifølge NTB. 

Forbundene har 5,4 milliarder norske kroner i deres strejkekasser. Det svarer til knap 3,5 milliarder danske kroner. 

Strejken kunne potentielt være blevet endnu mere omfattende.

Hvis den var fortsat indtil fredag, var det planen, at omkring 15.000 ansatte skulle tilslutte sig de i forvejen 25.000 strejkende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også