Lyft vil skille sig af med omtrent en tredjedel af medarbejderne

Kørselstjenesten skal have væsentligt færre ansatte for at mindske omkostningerne.
Foto: Richard Vogel/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Richard Vogel/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Kørselsplatformen Lyft vil ifølge Wall Street Journal skære omkring 1200 stillinger fra - svarende til omtrent 30 pct. af de godt 4000 medarbejdere i selskabet.

Ifølge Wall Street Journal, der har sin historie fra anonyme kilder, skal fyringsrunden officielt annonceres efter et bestyrelsesmøde i næste uge.

Trækket skal ifølge de anonyme kilder være med til at cirka halvere Lyfts omkostninger. Selskabet regner ikke sin chauffører med som ansatte.

Fyringerne kommer bare få dage efter, at David Rischer har overtaget stillingen som administrerende direktør, og de følger efter nedskæringer på omkring 700 ansatte sidste år, skriver Wall Street Journal.

Ifølge en talsmand for selskabet har den nye topchef gjort det klart, at hans fokus ligger på ”at skabe en god og økonomisk overkommelig oplevelse for passagerer og forbedre chaufførernes indtjening.”

Og det kræver, at omkostningerne bliver reduceret.

Lyft har haft problemer med at følge med rivalen Uber, som lykkedes med at løfte sin markedsandel i løbet af coronapandemien. Det er blandt andet Ubers træk over i madlevering, der har hjulpet selskabet på vej, skriver Wall Street Journal.

Vanskelighederne for Lyft har også kunnet mærkes på aktiekursen, der er faldet tungt det seneste år. Siden april sidste år er den faldet med godt 70 pct.

Efter historien om effektiviseringstiltagene fredag er der dog fremgang at spore. Lyft stiger med 1,7 pct. til 10,01 dollar efter annonceringen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også