Flaskehalse i logistikkæder risikerer at forsætte ind i efteråret

En voldsom stigning i efterspørgsel og en ugelang blokade af Suezkanalen er med til at udskyde tidshorisonten for en normalisering af de globale logistikkæder.
Det skriver Børsen.
Manglende kapacitet og lange forsinkelser vil ifølge flere aktører i shippingindustrien stadig være en realitet i en rum tid.
Den administrerende direktør i tyske Hapag Lloyd, Rolf Habben Jansen, må erkende, at hans tidligere forudsigelser om en normalisering i forårsmånederne ikke længere er realistiske.
- Vi forventer stadig en normalisering i USA i løbet af andet kvartal eller i begyndelse af tredje kvartal, men i Europa vil problemerne være ret signifikante de næste fire uger. Vi tror, at det bliver mere normalt i løbet af tredje kvartal, siger han til Børsen.
Forventningerne om, at markedsvilkårene ville bevæge sig i en positiv retning er senest blevet bremset af en kødannelse i Suezkanalen - hvor omkring 12 pct. af verdenshandelen løber igennem - da et containerskib spærrede handelsruten.
Ifølge Rolf Habben Jansen vil særligt Europa være mærket af logistikproblemer i længere tid, da havneterminalerne i forvejen er ved at løbe tør for plads, skriver Børsen.