Sundhedsdroner skal vende millionunderskud til overskud for Semler-satsning

En satsning på sundhedsdroner skal være med til at skabe overskud hos Autonomous Mobility, også kendt som Holo, der bl.a. er operatør af selvkørende busser i Danmark, Norge og Sverige.
Den Semler-ejede virksomhed, som blev grundlagt 2016, endte 2020 med endnu et underskud. Denne gang på 51,4 mio. kr., hvilket var noget større end underskuddet på godt 27 mio. kr. i 2019.
2020 bød også på en tilføjelse af autonome sundhedsdroner til flåden af selvkørende busser. En tilføjelse, som Holo håber på, kan være med til at bane vejen for et kommercielt marked for droneflyvninger i 2024.
”Det er mere forudsigeligt, hvad der skal ske på droneområdet. Det er en mere fast lovgivning og en mere forudsigelig proces, man skal igennem for at få godkendt de her projekter,” siger adm. direktør for Holo, Christian Bering Pedersen, til MobilityWatch.
Kan reducere transporttid markart
I foråret 2021 startede Holo op med testflyvninger af dronen omkring Hans Christian Andersen Lufthavn ved Odense.
Samtidig arbejder Holo sammen med resten af partnerne i det såkaldte Healthdrone projekt på at få tilladelse til at foretage droneflyvninger mellem sygehuset på Ærø, Svendborg Sygehus og Odense Universitetshospital.
Dronerne vil kunne afkorte transporttiden mellem Ærø og Odense Universitetshospital til 40 minutter på eksempelvis en blodprøve. Uden dronen vil samme rute kræve tre timers transport.
I dag bliver dronen stadig styret af et menneske på jorden. Men når ruten mellem Ærø, Svendborg og Odense bliver godkendt, vil dronen blive skiftet ud med en model, som kan flyve selv via en indkodet rute.
Et kommercielt marked
Christian Bering Pedersen understreger, at der stadig er tale om et projekt i sin opstartsfase, men han ser, at et kommercielt marked for autonome droner vil blive til virkelighed, før vi ser et kommercielt marked for selvkørende busser.
”Vi kan ikke tjene penge på det endnu, men man kan håbe, at vi ender med at få en almindelig kommerciel service på det her område. Men jeg tror ikke, at det vil føre til, at vi stopper med den anden del af forretningen,” siger Christian Bering Pedersen, som henviser til Holos selvkørende busruter.
De andre partnere i Healthdrone projektet er Syddansk Universitet, Odense Universitetshospital, Falck, Unifly og Scandinavian Avionics. Projektet er finansieret af Innovationsfonden og skal i første omgang vare i tre år.
Semler-satsning på selvkørende busser leverer endnu et tocifret millionunderskud
Semler Gruppen har for første gang nogensinde tilbagekøbt aktier