DSV køber logistikselskab fra Kuwait for 25 mia. kr.

Transportgiganten DSV Panalpina har tirsdag aftalt at købe logistikkoncernen Agility Global Integrated Logistics (GIL) fra Kuwait for 4,1 mia. dollar - svarende til 25 mia. kr.
Betalingen sker via aktier.
DSV og GIL har således aftalt at opkøbe Agility Global Integrated Logistics i en ren aktiehandel, hvor DSV udsteder 19,3 mio. aktier til Agility, hvilket repræsenterer 8 pct. af det samlede antal udstående aktier efter transaktionen.
Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her
Dermed bliver Agility også den næststørste aktionær i DSV Panalpina efter transaktionen, som ventes afsluttet i tredje kvartal.
Agility Global Integrated Logistics er Agility Public Warehousing Companys globale logistikdivision, og den havde i 2020 en omsætning på 26 mia. kr., hvoraf cirka 80 pct. var inden for luft- og søfragt.
Selskabet har cirka 17.000 ansatte.
Skaber verdens tredjestørste aktør
Med købet af GIL vil DSV Panalpina blive verdens tredjestørste transport- og logistikvirksomhed med en samlet proformaomsætning på cirka 142 mia. kr. – en stigning på cirka 23 pct. – og en samlet arbejdsstyrke på mere end 70.000 medarbejdere.
Købet af GIL vil særligt styrke DSV Air & Sea, som er den største division i DSV Panalpina, og det vil cementere divisionens position blandt de største globale spillere med en samlet årlig transportvolumen på næsten 2,8 mio. containere (TEU) og over 1,6 mio. ton luftfragt.
GIL’s kompetencer inden for kontraktlogistik vil styrke DSV’s Solutions-division og tilføre yderligere 1,4 mio. kvadratmeter lagerplads, primært i Mellemøsten, Asien og Stillehavsområdet.
"GIL’s stærke markedsposition i Mellemøsten, Asien og Stillehavsområdet er et godt supplement til DSV’s netværk og vil understøtte vores langsigtede ambitioner om værdiskabelse," siger Jens Bjørn Andersen, der er administrerende direktør for DSV Panalpina, i meddelelsen.
DSV Panalpina vil efter gennemførslen af opkøbet kommunikere nærmere omkring synergieffekter, integrationsomkostninger og opdaterede finansielle forventninger for det samlede selskab.
Efter gennemførslen af handlen har det danske selskab desuden også forpligtet sig til at indvælge et Agility-valgt medlem til sin bestyrelse.
DSV har udsigt til rekordindtjening