Bundlinjen bakkede hos sjællandsk transportfirma i 2020

Ledelsen hos det sjællandske transportfirma DSV Transport A/S, der bl.a. kører gods for entreprenørbranchen, er ikke tilfreds med udviklingen i 2020, der bød på vigende top- og bundlinje. Corona og hård konkurrence får skylden.
Foto: DSV Transport A/S / PR
Foto: DSV Transport A/S / PR
AF SIGRID FRIIS NEERGAARD

Regnskabsåret er gjort op for det sjællandske transportfirma DSV Transport A/S, der trods navnet ikke er en del af logistikkæmpen DSV Panalpina, men derimod bl.a. transportleverandør til den danske bygge- og anlægsbranche. Selskabet med hovedsæde i Roskilde må se flere nøgleposter gå den forkerte vej og er ikke tilfreds.

Omsætningen er faldet knap 6 pct. til 622 mio. kr. Efter et fald i posten for omkostninger til råvarer lyder bruttoresultatet på 40,4 mio. kr. for regnskabsåret, der løber fra 1. maj 2020 til 30. april 2021, mod 48,3 mio. kr. året før.

Personaleomkostninger og af- og nedskrivninger er nogenlunde status quo og medfører, at DSV Transport får et driftsresultat på 3,9 mio. kr. mod 10,4 mio. kr. året før.

På bundlinjen kommer DSV Transport ud med et årsresultat på 3,1 mio. kr., hvilket er et fald på lidt over 60 pct. sammenlignet med resultatet på 8,2 mio. kr. i forhold til forrige år.

”Resultatet er lavere end forventningerne og betegnes ikke som tilfredsstillende,” fremgår det af ledelsesberetningen, som forklarer udviklingen med bl.a. coronakrisen, der har påvirket markedet i det østlige Danmark.

"Omsætningsfaldet er primært grundet et generelt faldende marked i øst, hvilket er årsagen til selskabet ikke realiserede den forventede stigning i omsætningen. Markedet i øst har i eftervirkningerne af samfundets nedlukning, ifm. Coronakrisen, være faldende og er fortsat præget af hård konkurrence."

Selskabet påpeger dog, at et øget fokus på digitalisering og markedssegmentering har medført lavere faste omkostninger.

Virksomhedens egenkapital er dykket fra 37,7 mio. kr. til 30,7 mio. kr. i 2020, hvor der foreslåes et udbytte på 3 mio. kr., hvilket er 7 mio. kr. mindre end ved 2019/2020-regnskabsåret.

Ser fremad

Ovenpå det utilfredsstillende regnskabsår for DSV Transport forventer selskabet i indeværende år, at der stadig vil være kamp om kunderne, men at toplinjen vil blive højere end sidste år

”Det er virksomhedens forventning, at der fortsat vil være hård konkurrence på det sjællandske marked. Omsætningen forventes at have en moderat vækst næste år som primært skal drives af øget beskæftigelse i øst,” skriver ledelsen, som ikke forventer, at corona vil have en effekt på markedet det kommende år.

DSV Transport forventer, at overskudsgraden, der i seneste regnskab lød på 0,6 pct., i indeværende år vil være på samme niveau.

Solgt for en krone

DSV Transport A/S stammer oprindeligt fra De Sammensluttede Vognmænd, der senere blev til DSV. Men enheden DSV Miljø (i dag DSVM Invest), der omfattede DSV Transport, blev i 2004 solgt til den britiske kapitalfond Triton.

Triton endte dog med at sælge sine aktier, der udgjorde 63 pct., i 2015 til långiverne FIH, PKA og LD for en enkelt krone, fordi kapitalfonden angiveligt ikke formåede at generere et tilstrækkeligt overskud. Alle selskaberne havde givet lån til DSVM, skrev Berlingske på tidspunktet for salget.

Kort tid efter i 2015 blev DSVM Invest overtaget af finansmanden Peter Korsholm og tidligere topchef i trækoncernen DLH Kent Arentoft for et ukendt millionbeløb, som vurderes at være 7 mio. kr., ifølge Berlingske.

En række mindretalsaktionærer valgte i den forbindelse at melde FIH, PKA og LD til politiet, da de følte sig snydt i forbindelse med forløbet. Sagen endte med et forlig.

Ny opgørelse: Vækstsultent logistikfirma har tredoblet antallet af ansatte på fem år  

SDK Frejas vækstmål afhænger af opkøb: "Vi kan vokse en lille procentdel organisk" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også