Mærsk sælger kølecontainerproducent for over 6 mia. kr.

Næsten 1 mia. dollar har Mærsk solgt forretningsben for til kinesisk selskab.
Foto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

A.P. Møller-Mærsk har solgt forretningsbenet Maersk Container Industry (MCI) for samlet 987,3 mio. dollar på gældsfri basis.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Køberen er China International Marine Containers (CIMC), der overtager alle aktiver i Maersk Container Industry, der producerer kølecontainere.

Købet omfatter dermed både fabrikken i Qingdao og forsknings- og udviklings- samt testaktiviteterne i Tinglev i Sønderjylland.

"Vi vurderer, at vi i CIMC har fundet en god langsigtet ejer af MCI. Frasalget af MCI er en del af A.P. Møller-Mærsks transformation, hvor vi fokuserer på at være et integreret containertransport og -logistikselskab, der skaber værdi for kunderne over hele forsyningskæden," siger Henriette Hallberg Thygesen, der er direktør for flåden og strategiske brands i A.P. Møller-Mærsk, i meddelelsen.

Mærsk meddelte i forbindelse med kapitalmarkedsdagen i maj, at selskabet startede en strategisk gennemgang af mulighederne for MCI, og siden hyrede det danske selskab ifølge Børsen Deutsche Bank til at hjælpe med at afsøge mulighederne for selskabet.

Mærsks administrerende direktør, Søren Skou, fortalte ved kapitalmarkedsdagen i maj, at der var kommet godt gang i Maersk Container Industry, og at tiden derfor var moden til at overveje fremtiden.

"Derfor skal vi nu vurdere, om vi selv kan generere endnu mere værdi, eller om vi skal sælge selskabet, nu hvor der er godt momentum. Vi behøver ikke at eje MCI for at føre vores strategi ud i livet," lød det dengang fra Søren Skou i et interview med Børsen.

Transaktionen ventes lukket i - eller før - 2022, oplyser Mærsk. Indtil da vil CIMC og MCI fortsætte som to selvstændige selskaber.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også