Oliepriserne falder men lever stadig højt på Opec-beslutning

Toppen er skåret af de høje brændstofpriser, der lige nu udfordrer flere dele af transportsektoren.
Foto: Annika Byrde
Foto: Annika Byrde
AF MARKETWIRE

Oliepriserne ligger fortsat højt onsdag morgen, hvor priserne dog har tabt en del af pusten sammenlignet med tirsdag. Alligevel er de fortsat i det højeste niveau i flere år, da lagerbeholdningerne af olie, gas og kul skaber bekymringer om faldende udbud globalt.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 82,51 dollar mod 82,90 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 78,83 dollar mod 79,19 dollar tirsdag eftermiddag.

Priserne er fortsat understøttet af beslutningen fra Organisationen af Olieeksporterende Lande og allierede - samlet kendt som Opec+ - om ikke at hæve olieproduktionen foreløbig for at imødekomme den store efterspørgsel på brændstof.

I stedet vedtog Opec+ mandag ifølge Reuters at fastholde sin nuværende politik fra juli om at øge produktionen med 400.000 tønder olie om dagen hver måned for at udfase den tidligere produktionsnedskæring på 5,8 mio. tønder om dagen.

Som udgangspunkt løber den nuværende produktionspolitik frem til april 2022.

"Produktionsforøgelsen fra Opec+ var betydeligt under, hvad markedet havde ventet, den globale energimangel taget i betragtning. Ikke overraskende spekuleres det, om Opec vil blive tvunget til at tage affære inden næste skemalagte møde, hvis efterspørgslen fortsat stiger," skriver ANZ i et notat ifølge Reuters.

Det er blandt andet frygten for en fjerdebølge af covid-19 og et dertilhørende fald i efterspørgslen, der har været en del af beslutningen hos Opec+, fortæller en kilde til Reuters.

I USA er der ventet et fald i sidste uges lagertal. Det fremgår af tal fra industriorganisationen American Petroleum Institute (API), der venter en stigning på 951.000 tønder.

Også benzin- og destillatlagrene ventes at være steget.

DFDS bestiller 100 eldrevne lastbiler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også