Sydbank ser lukninger i Kina gavne Mærsks indtjening

Analytiker mener, at kinesiske coronarestriktioners effekt på fragt langs landets kyster kan holde hånden under de allerede høje fragtrater.
Foto: Sun Yilei/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Sun Yilei/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Situationen i Kina, hvor coronarestriktioner fra midten af december gør det sværere at få fragtet varer langs kysterne, kan være godt nyt for indtjeningen hos rederier som A.P. Møller-Mærsk.

Det fortæller Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker hos Sydbank, efter at flere Mærsk-konkurrenter har varslet en suspendering af fragt langs Kinas kyster i seks uger fra midten af december.

Også Mærsk ventes at blive påvirket og vil informere sine kunder i ugens løb, har rederiet oplyst til MarketWire.

"I takt med at kapacitetsudfordringerne intensiveres, og efterspørgslen stiger frem mod det kinesiske nytår, så vil det holde hånden under allerede høje fragtrater. Dermed ser jeg ikke nogen indtjeningsmæssig udfordring for rederierne – snarere tværtimod," siger Mikkel Emil Jensen.

Omvendt kan det gå ud over evnen til at levere varer til tiden og det i forvejen lave serviceniveau, som kunderne oplever, fordi de højere fragtpriser netop presses op af manglende kapacitet.

"Den tyndslidte leveringspålidelighed til kunderne kan blive forværret yderligere," siger analytikeren til MarketWire.

Udfordringen er, at ansatte i Kina skal kunne overholde karantæneregler forud for det kinesiske nytår i begyndelsen af februar, hvis de skal nå hjem til deres familier og være en del af fejringen. Det betyder, at de ansatte ikke kan sejle skibene. Og derfor er services hos de kinesiske feederrederier, der står for at sejle fragterne videre langs kysterne, suspenderet fra midten af december og seks uger frem til nytåret i Kina.

"Som udgangspunkt er det primært import til Kina som bliver påvirket, mens eksporten fra de større havne nok ikke bliver ramt i samme omfang. Men restriktionerne kan sprede sig som ringe i vandet, da færre feederskibe ud til de mindre havne lægger et fornyet pres på den tilgængelig kapacitet i det sydlige Kina," siger Mikkel Emil Jensen.

Coronakrisen og de medfølgende restriktioner har længe været et vilkår. Også sidste år blev der indført restriktioner op til det kinesiske nytår, og det gjorde det svært for rederierne at sikre nok kapacitet - ikke mindst på rette tid og sted, uddyber han.

Udfordringen kan desuden lægge fornyet pres på allerede pressede forsyningskæder.

"Kinas nultolerancepolitik overfor covid-19 er en torn i øjet på verdens virksomheder som stadig skriger efter varer, særligt frem mod det kinesiske nytår. Kinas stramme restriktioner har en forlængende effekt på de ekstraordinære markedsomstændigheder, da selv mindre restriktioner har kæmpe betydning for det globale forsyningsnetværk, som allerede er skudt i sænk," siger Mikkel Emil Jensen.

Tidligere på året betød nultolerance politikken, at flere store kinesiske havne lukkede ned i flere uger, hvor skibe og varer strandede i lange køer, og i sidste ende var det med til at presse fragtpriserne op.

Danske transportkæmper om sanktionsforslag: Vores chauffører holder allerede øje 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også