Aalborg Lufthavn skruer op for luftfragt og har særligt Nordatlanten i kikkerten

Coronakrisen har vist, hvor vigtig en værdi luftfragt kan have for verdens flyselskaber og lufthavne. Derfor har Aalborg Lufthavn planer om at øge fokus på luftfragten og især med sigte på Nordatlanten, fortæller direktør i interview med MobilityWatch.
Lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn, Niels Hemmingsen. | Foto: Aalborg Lufthavn/PR
Lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn, Niels Hemmingsen. | Foto: Aalborg Lufthavn/PR

Den nordjyske lufthavn i Aalborg har egentlig aldrig haft et særlig stort fokus på luftfragt, fortæller direktør Niels Hemmingsen, da MobilityWatchs reporter er på besøg.

I stedet har fokus i højere grad været på passagertrafikken og særligt de erhvervsrejsende mellem København og Nordjylland.

Men noget har ændret sig, lyder det fra lufthavnsdirektøren, Niels Hemmingsen, der spejder ud over flyene fra hjørnekontoret.

Coronakrisen ramte flybranchen særligt hårdt på passagersiden med nedlukninger af grænser og indrejserestriktioner, og for flere flyselskaber var luftfragten med til at sikre overlevelse i en tid, hvor passagererne blev væk.

Krisen har dermed vist, hvor vigtig en værdi luftfragten har, og derfor arbejder Aalborg Lufthavn nu på at øge det fokus.

”Det er ikke, fordi vi skal til have store fragtfly, i hvert fald ikke på den korte bane,” siger Niels Hemmingsen.

”Det handler mere om, at når vi har fly, der flyver til København eller andre steder, at vi så ser på, hvordan vi får skabt den kombinationen mellem passagerer og fragt, der giver rigtig god mening på en rute.”

Først Nordatlanten

Selvom der ikke bliver tale om store fragtfly i første omgang, er det planen, at fragt skal blive et strategisk ben for lufthavnen.

På sigt vil det også handle om at få udnyttet pladsen på passagerflyene til og fra København med pakker til forbrugere, som alligevel skal fragtes på tværs af landet.

Denne strøm af varer vil der kun blive mere af, mener direktøren, som følge af den øgede onlinehandel, hvor forbrugerne efterhånden nærmest forventer dag-til-dag-levering.

Men i første omgang handler det mere specifikt om Nordatlanten.

”Vi skal også forholde os til vores unikke position. Vi er i Nordjylland. Hvad er det for nogle virksomheder, vi har heroppe, og hvad er det for noget fragt, der ryger alle mulige steder hen?” siger Niels Hemmingsen.

Han forklarer, at der i forvejen er stor aktivitet mellem virksomhederne i Nordjylland og blandt andet Grønland og Island. Det er denne trafik, som lufthavnen vil have del i.

Frisk fisk

Særligt Grønland er interessant for Aalborg Lufthavn, da landet er i rivende udvikling. Lufthavnsdirektøren fortæller, at et øget fokus på turisme vil bringe flere krydstogtskibe forbi Grønland, ligesom to nye lufthavne står færdige inden for den nærmeste fremtid.

Der kan derfor blive et øget behov for transport af akutte reservedele, og der kan samtidig opstå pres på transport af fødevarer.

I forhold til holdbarheden på madvarer kan der også netop være en fordel ved at transportere dem med fly frem for skib, lyder det.

”Så der er en masse fragt, der kan gå den ene vej, og hvad findes der af varer den anden vej? Det er nok fisk,” siger Niels Hemmingsen.

Han påpeger, at der også er mange virksomheder i Nordjylland inden for fiskeindustrien. På sigt vil det muligvis også blive et fokuspunkt for lufthavnen at stå for fragt af fisk fra det nordjyske fiskeri ud til resten af verden, hvor særligt et fokus på frisk fisk kan gøre fly til en fordelagtig transportform.

Enderne skal møde hinanden

Direktøren fortæller, at lufthavnen endnu ikke har sat konkrete mål for, hvor meget luftfragtsaktiviteterne præcist skal fylde i lufthavnen.

Dog kan han fortælle, at der er godt gang i planerne om luftfragt til og fra Grønland.

”Alt analysearbejdet er lavet, og kontakterne er skabt, men husk: Lufthavnen er bare infrastruktur. Der er nogle ender, der skal blive enige om, at der er noget, der skal fragtes frem og tilbage. Vi arbejder som centrum for mange af de aktiviteter og ser på, hvordan vi får bundet de ender sammen,” siger han.

Meget af fragttrafikken til og fra Grønland har førhen gået via søvejen fra Port of Aalborg. Det ændrer sig dog fra 2023, hvor Royal Arctic Line flytter de sidste godsaktiviteter til Aarhus Havn, som er større og har flere forbindelser til resten af verden.

Ny rapport peger på klar klimagevinst ved øget brug af godstog: Speditørlobby har svært ved at se realismen

SAS Cargo melder om luftfragt på ”uhørt” niveau

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også