Analytiker: Målsætning for nyt Mærsk-opkøb kan retfærdiggøre pris på tocifret milliardbeløb

Mærsk betaler 23,6 mia. kr. for nyt opkøb, men ifølge Nykredit-analytiker kan det være et fornuftigt leje, hvis selskabet kan indfri målsætning om at fordoble omsætning og driftsindtjening i 2026 (Opdateret).
Foto: Sun Yilei/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Sun Yilei/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

A.P. Møller-Mærsk overtager LF logistics for 3,6 mia. dollar, og det kan være en attraktiv pris, hvis Mærsk samtidig lever op til sin målsætning om at fordoble opkøbets resultater inden for fem år.

Det vurderer Ricky Rasmussen, chefanalytiker hos Nykredit, over for MarketWire.

LF Logistics ventes i 2021 at omsætte for 1 mia. dollar, mens det justerede driftsresultat skal lande på 250 mio. dollar for den største del af forretningen. Det svarer ifølge Mærsk til, at selskabet har betalt en multipel på 14,4 før synergier.

"Det er imponerende, at man forventer at kunne fordoble både omsætning og ebitda, fordi det gør, at prisen pludselig ser ret attraktiv ud. På nuværende tidspunkt kunne man godt sige, at den multipel godt kunne se ud til at være lidt til den høje side i forhold til, hvad nogle selskaber handles på. Men hvis man kan fordoble, så er der en helt anden prissætning på det, man overtager," siger Ricky Rasmussen.

Mærsk har lige nu kurs mod at sejle et overskud hjem på over 100 mia. kr. i 2021, og det kommende år lover også godt. Derfor er de 3,6 mia. dollar - svarende til lidt over 20 mia. kr. - også et beløb, som Mærsk uden videre kan smide på bordet, uden det vil skabe udfordringer.

Det skal ikke mindst ses i lyset af den tiltagende smitte med Omikron, der er med til at skabe nye forstyrrelser i forsyningskæderne, som har gavnet Mærsks indtjening under pandemien.

"Omikron har flyttet alt, hvad der hedder forsyningskæder yderligere, så man kan forvente, at de kommer til lave gode resultater endnu længere tid. Derfor er 3,6 mia. dollar på ingen måde noget, der rykker ved casen i forhold til hverken aktietilbagekøb eller de forhøjede udbytter. Der er ikke noget, der afskrækker," siger Ricky Rasmussen.

Kan betale mere

Mærsk har en ambition om at vokse og udvide sin landbaserede forretning. Det skal ske organisk og gennem mindre opkøb, såkaldte bolt on-opkøb, der uden videre kan føjes til forretningen.

Med den nuværende indtjening kunne Mærsk godt bevæge sig op i større opkøb, men det giver god mening fortsat at have den overordnede strategi for øje, lyder det fra Ricky Rasmussen.

"Der er masser af penge til rådighed, så det er ikke det, der er problemet. Tværtimod kan man have problemer med at bruge pengene, og det er jo et positivt problem. Det afhænger mere af strategien," siger han.

Det handler i højere grad om at være opmærksom på konkurrencesituationen. Med sit indtog i logistik og landbaserede aktiviteter skal Mærsk - og de øvrige shippingselskaber - balancere at være både kunde og konkurrent til logistikselskaberne.

"Man skal føle kunderne på klingen og være opmærksom på, om man træder nogen over tæerne, og om man kan miste noget forretning," siger han.

Shippingindustrien og ikke mindst Mærsk er i disse år i gang med en stor omstilling, hvor de største selskaber kæmper om at få mere kontrol over aktiviteterne på land.

Konkurrenten CMA CGM har i et par år bevæget sig i den retning, hvilket blev skudt i gang med et logistikopkøb i 2019, og konkurrenten MSC meldte sig på banen med de samme tanker, da selskabet tirsdag sendte et bud afsted på et logistikopkøb i Afrika.

"Det er nok ikke så godt for forwarders og logistik, men for de selskaber, der går ind i det her, har de bevist - især Mærsk - at man kan finde ud af at administrere det her på en rigtig god måde," siger Ricky Rasmussen.

"Der kommer rigtig meget kamp om de selskaber, der nu er til salg," tilføjer han.

(Opdateret med yderligere oplysninger)

Mærsk køber Hong Kong-baseret logistikselskab

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også