Transportselskaber må efterlade kunder i blinde om stigende priser: "Der er stadig tusindvis af spørgsmål"

I næste uge gennemføres ny fase af EU's vejpakke, som ser ud til øge priserne på fragt. Flere elementer er dog stadig ikke helt på plads, og det gør det svært for fragt- og logistikselskaber at give kunderne sigtbarhed om priserne.
Foto: PR / Freja
Foto: PR / Freja

På onsdag den 2. februar træder nye dele af EU's vejpakke i kraft.

Selv om reglerne og implementeringen har været længe undervejs, er der helt op til ikrafttrædelsen af reglerne usikkerhed i branchen om flere dele af reglerne.

Det gør det samtidig svært for speditører og fragtfirmaer at give kunderne besked om, hvad reglerne vil betyde for priserne.

Det fortæller Jan Sunde, landechef i det danske speditørfirma Freja Transport & Logistik, der er en del af Torben Østergaard-Nielsens koncern United Shipping & Trading Company (USTC).

"Det bliver vi jævnligt spurgt om og især af de større industrikunder. De vil jo gerne vide, hvad de skal budgettere med, når de skal lægge det oveni produktionsomkostningerne, elpriser, råstoffer osv. Men det er umuligt for os at svare på," siger han til MobilityWatch.

"Tusindvis af spørgsmål"

Formålet med vejpakken, som blev vedtaget i 2020, er bl.a. at bekæmpe social dumping og indebærer bl.a. nye regler, der skal forbedre forholdene for chauffører.

Vejpakken fastsætter bl.a. nye regler for cabotagekørsel, hvilket vil sige transporter, som en fragtvirksomhed udfører som indenrigskørsel i et land, hvor virksomheden ikke er etableret.

De nye regler, der implementeres i næste uge, omfatter bl.a. nye krav i forbindelse med udstationering - herunder registrering i det såkaldte IMI-system - krav om aflønning af chauffører efter dansk minimumstimesats og myndighedskontrol med chaufførers arbejdstider.

Men ifølge Jan Sunde står branchen stadig med mange usikkerheder, selv om reglerne snart træder i kraft:

"Vi har til dato ikke modtaget et eneste stykke vejledning fra nogen myndigheder. Og uden vejledning af f.eks., hvordan vi skal beregne en mindste timeløn i Danmark, når en chauffør opholder sig der, så er det svært," siger han.

"Der er stadig tusindvis af spørgsmål, der ikke er afklaret, og derfor kan vi ikke give kunderne bedre besked."

Flere speditører og fragtselskaber melder på deres hjemmeside om, at priserne vil stige som følge af de nye regler. Ifølge Jesper Kronborg, direktør i Dansk Erhverv Transport, er Freja langt fra den eneste virksomhed, der har udfordringer med at give kunderne klart svar på, hvad det konkret ender med.

"Vi hører fra mange virksomheder, at de sidder og kigger på, hvad det her kommer til at koste. Der er bekymring for, at det kan blive høje ekstraomkostninger, men de har svært ved at få overblik," siger han til MobilityWatch.

"Det er simpelthen for dårligt, at når vi har talt om en så gennemgribende ændring af branchens vilkår i flere år, så burde de her ting jo have været på plads for lang tid siden."

Bødefri start

Freja-direktør Jan Sunde glæder sig dog over, at myndighederne for nylig oplyste, at man i de første tre måneder ikke vil udskrive bøder på baggrund af de nye regler.

"I praksis vil det betyde, at udenlandske virksomheder, der udstationerer sine førere i Danmark i ovenstående periode, ikke vil blive pålagt straf for overtrædelse af registreringspligten såvel som kravet om aflønning efter dansk minimumstimesats, men i stedet blive vejledt i det kommende regelsæt," skrev Færdselsstyrelsen i et brev efter henvendelse om sagen fra lobbyforeningen Danske Speditører, der netop havde efterlyst en lempeligere tilgang til håndhævelsen i en introperiode.

Jan Sunde mener, at det er positivt, at de danske myndigheder dropper bødeblokken i en periode, men påpeger:

"Det samme gør de jo ikke i Sverige, Tyskland, Polen og alle mulige andre steder, og lastbilen kører jo altså ikke kun rundt i Danmark."

Freja-direktøren havde også gerne set, at myndighederne bredt set havde været ude i bedre tid, så branchen havde haft bedre mulighed for at forberede sig - og forberede kunderne.

"Men når de spørger om konsekvensen, kan vi lige nu bare trække på skuldrene og sige: "Ja, hvis vi kan få vejledninger, kan vi jo begynde at regne på det."

MobilityWatch forsøger at få en kommentar fra Færdelsstyrelsen om kritikken af de sene vejledninger, og hvornår man forventer, at de er på plads.

Myndigheder giver transportfirmaer bødefri start på nye vejpakkeregler 

DSV advarer: Vejpakke får internationale vognmænd til at afvise opgaver 

Afgørende element i EU's vejpakke ser ud til først at lande i 11. time

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også