Grundstødt containerskib fra Mærsk er trukket fri

Natten til fredag er det lykkedes slæbebåde at trække "Mumbai Maersk" fri ud for det nordvestlige Tyskland.
""Mumbai Maersk" blev trukket fri i andet forsøg," skriver Havariekommando i Cuxhaven på sin hjemmeside. | Foto: Thomas Borberg/POLFOTO_OW
""Mumbai Maersk" blev trukket fri i andet forsøg," skriver Havariekommando i Cuxhaven på sin hjemmeside. | Foto: Thomas Borberg/POLFOTO_OW
AF RITZAU

Et stort containerskib fra Mærsk er natten til fredag blevet trukket fri, efter at det onsdag aften gik på grund ud for den for østfrisiske ø Wangerooge.

Det oplyser en tysk havarimyndighed fredag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

""Mumbai Maersk" blev trukket fri i andet forsøg," skriver Havariekommando i Cuxhaven på sin hjemmeside.

Det gik galt for det 400 meter lange skib ved 23-tiden onsdag aften, da det var på vej fra Rotterdam i Holland til Bremerhaven i Tyskland

Ifølge avisen Kieler Nachrichten skete grundstødningen i forbindelse med, at man skulle have en lods om bord under indsejlingen til Bremerhaven.

Rederiet A.P. Møller Mærsk bekræftede hændelsen uden dog at komme nærmere ind på, hvad der forårsagede grundstødningen.

Rederiet understregede, at ingen er kommet til skade, at skibet heller ikke er beskadiget og at alle berørte kunder er informeret.

Skibet, der har en besætning på 30 personer, er af typen "Triple-E". Det er bygget i 2018 og kan rumme mere end 20.000 containere.

Selv om skibet nu flyder igen, så må det vente på det næste højvande fredag, før det kan indlede sejladsen mod Bremerhaven.

Der er ikke registreret udslip af brændstof i forbindelse med grundstødningen.

Mærsk afviser politiker-kritik af rederiernes skattefordele 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også