Analytiker: Rekordregnskab og usikkerhed giver tro på ny opjustering hos Mærsk

Analytiker mener, at udviklingen hos A.P. Møller-Mærsk i første kvartal og situationen på fragtmarkederne udgør et godt fundament for en ny opjustering fra rederi- og logistikkoncernen senere på året.
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Et nyt rekordregnskab fra A.P. Møller-Mærsk giver sammen med ny usikkerhed på verdensmarkedet tro på, at den danske transportkoncern kan komme med endnu en opjustering senere på året.

Det er vurderingen fra Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, efter offentliggørelsen af regnskabet for første kvartal onsdag.

”Fragtraterne skal falde relativt kraftigt ind i andet halvår, før at de leverer 30 mia. dollar på driften (EBITDA). Sagt på en anden måde: Der skal ikke ret meget til, før vi kommer til at se Mærsk opjustere igen senere på året,” siger han.

Selskabet har fået en flyvende start på året med en indtjening fra driften (EBITDA) på 9,1 mia. dollar i årets tre første måneder. Dermed er Mærsk allerede 30 pct. i land i forhold til årsprognosen på cirka 30 mia. dollar.

Mærsk løftede i sidste uge forventninger til driftsresultatet før af- og nedskrivninger til cirka 30 mia. dollar fra tidligere omkring 24 mia. dollar for året. I samme ombæring meddelte Mærsk, at man forudser en normalisering af markedet tidligt i andet halvår.

”Jeg tror mere, det er et udtryk for den usikkerhed, der trods alt er i verden, og som man heller ikke kan betænke dem for at tage bestik af, end at det er et udtryk for den egentlige forventning, fordi der skal et relativt stort fald til - men markedet er uforudsigeligt, og jeg tror det er det, de regner ind i deres prognose,” siger Mikkel Emil Jensen.

”Det betyder ikke, at det ikke kan ske, for tingene kan bevæge sig meget hurtigt, og markedet er følsomt i forhold til forstyrrelser,” siger han videre.

Her henviser han både til muligheden for havnestrejke i USA, nultolerance over for corona i Kina, der har ført til nedlukninger samt ikke mindst krigen i Ukraine og den tiltagende frygt for inflation.

Logistikforretningen i Mærsk havde ny fremgang i første kvartal

Krigen i Ukraine har kostet Mærsk milliarder i første kvartal

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også