Efter Postnord-afgørelse: Radikale baner vejen for postudbud

Radikale Venstre ønsker i kølvandet på ny EU-afgørelse, der godkender trecifret millionbeløb i statsstøtte til Postnord, at sende befordringspligten i udbud. Enhedslisten kalder ønsket ”usagligt”.
Foto: Benjamin Nørskov/JPA
Foto: Benjamin Nørskov/JPA
AF JAKOB SKOVLUND OG MADS ODDERSHEDE

Onsdag vandt Postnord en sejr i Bruxelles, da EU-Kommissionen godkendte statsstøtte på over 200 mio. kr. til det statsejede post- og pakkeselskab.

Alligevel kan afgørelsen blive startskuddet til, at Postnord skal kæmpe med private aktører om opgaven med at omdele post til alle dele af Danmark, den såkaldte befordringspligt. En opgave, der i takt med de faldende brevmængder er blevet en underskudsgivende forretning for Postnord, hvorfor selskabet har modtaget kompensation fra staten.

Sagen har nemlig stået i vejen for forhandlinger om en ny, langsigtet postaftale, og selv om Kommissionen altså har godkendt støtten til Postnord, melder de Radikale nu ud, at man vil have et udbud af opgaven næste gang.

Partiet har ellers hidtil støttet flere midlertidige forlængelser af Postnord-aftalen, som senest er indgået af regeringen og støttepartierne, og hvor Radikale har været tungen på vægtskålen.

”Vi har hele tiden lagt til grund, at vi gerne vil have befordringspligten i udbud, fordi vi synes, det er en god idé. Det har jo ikke ret meget at gøre med, om det var lovlig eller ulovlig statsstøtte,” siger transportordfører Rasmus Helveg Petersen til MobilityWatch.

I resten af blå blok har der også været opbakning til at gå udbudsvejen, og med udmeldingen fra Radikale Venstre lader der altså til at være flertal. Rasmus Helveg Petersen understreger dog, at han ikke har dannet sig et overblik over, hvad de forskellige partier vil.

”Men det kunne da lugte sådan,” siger han.

Ikke flere undskyldninger

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen ønsker ligeledes fortsat at sende befordringspligten i udbud. Det er på tide, at Postnord bliver konkurrenceudsat, understreger han overfor MobilityWatch.

”Der er jo bare kommet en meget dyr pris fra Postnord på, hvad de skal have for at varetage befordringspligten. Det vil vi have udfordret, for vi ved, at der er andre private distributører, som også er interesseret i at tage de efterhånden få breve med rundt,” siger Venstres transportordfører.

Han vil nu i gang med at forhandle en aftale om befordringspligten, som lige nu står til at udløbe ved årsskiftet.

”Nu kan ministeren ikke længere bruge det som undskyldning for at udsætte postforhandlingerne. Det har vi jo presset på for i to år, og vi har hele tiden fået at vide, at vi skulle afvente afgørelsen fra EU,” siger transportordføreren.

Selve afgørelsen om at godkende pengepuljen til Postnord kommer en smule bag på Pihl Lorentzen. Han vil onsdag stille et skriftligt spørgsmål til transportminister Trine Bramsen (S) om baggrunden for afgørelsen.

”Kommissionen har jo baseret afgørelsen på, at man har strammet op på nogle procedurer i omkostningsfordelingen, og man har også strammet op på kontrollen med Postnord,” siger han og understreger, at han ikke er blevet orienteret om sådanne tiltag i skrivende stund.

Dumstædigt og usagligt

At Radikale Venstre ønsker at sende omdelingen af den danske post i udbud og dermed antyder et flertal sammen med blå blok møder skarp kritik fra Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested.

”Jeg synes, det er dumstædigt og usagligt,” siger han til MobilityWatch.

Det usaglige, mener Henning Hyllested, består i at ville sende sende en opgave i udbud, der måske skal afskaffes inden for en ganske kort årrække.

Over for Finans har transportministeriet tidligere skønnet, at brevmængderne vil falde til omkring 50 mio. styk om året inden 2030. En mængde, der er så lille, at det formentlig ikke vil give mening at opretholde befordringspligten.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Rasmus Helveg Petersen vil have befordringspligten i udbud. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Rasmus Helveg Petersen vil have befordringspligten i udbud. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Og tager man tiden, det tager at lave et udbud, behandle det og udpege en vinder med, er der pludselig ikke mange år at bedrive postforretning i, påpeger Enhedslistens ordfører.

Derfor opfordrer han transportminister Trine Bramsen (S) til at indkalde til forhandlinger hurtigt, hvor han håber, der kan blive landet en midlertidig aftale om en forlængelse af befordringspligten mellem regeringen og dets støttepartier.

Når nu Radikale Venstre vil sende postomdelingen i udbud, satser du så alligevel på, at I kan lande en smal aftale inden valget?

”Ja, det gør jeg. Det er nødvendigt. Og så må man jo håbe, at man kan overbevise Radikale om, at det er halsløs gerning.”

Dansk Erhverv vil have udbud

Hos brancheorganisationen Dansk Erhverv hælder man mere mod Venstre og Radikales forslag, end tilfældet er hos Enhedslisten-ordføreren.

Her mener fagchef Jakob Tietge, at 224 mio. kr. årligt til Postnord virker som et højt beløb for at uddele breve, og ifølge ham åbner afgørelsen for et udbud af postomdelingen.

”Betalingen skal holdes på et minimum, og alene honorere de ekstra udgifter, som der er forbundet med at omdele de tabsgivende forsendelser sammen med distributørens øvrige forsendelser. Det skal hurtigst muligt afprøves gennem et udbud af befordringspligten,” siger han.

Transportminister Trine Bramsen (S) vil i kølvandet på EU-Kommissionens afgørelse invitere postordførerne til en gennemgang af afgørelsen, ”når ministeriet har haft lejlighed til at nærlæse den,” lyder det i en pressemeddelelse.

Ministeren har ikke ønsket at stille op til et interview med MobilityWatch om afgørelsen, men i et skriftligt svar lyder det, at man er klar til dialog med ordførerne, når man har sat sig ind i afgørelsen:

”EU-Kommissionens pressemeddelelse viser, at den danske stat har overholdt regler vedrørende kompensation til Post Danmark i 2020 for varetagelsen af befordringspligten. Når selve afgørelsen er modtaget i ministeriet, vil vi nærlæse denne, og jeg ser frem til at få ordførerne samlet og få drøftet, hvordan vi kan sikre, at danskerne kan sende og modtage post i fremtiden uanset, hvor de bor i landet.”

EU-Kommissionen godkender støttekroner til Postnord

ITD er skuffet over afgørelse i Postnord-sag og opfordrer til politisk handling

EU-kommission på vej med afgørelse i sag om statsstøtte til Postnord

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også