Mærsks milliardsalg af containerforretning bliver afblæst

Problemer med at få myndighedernes godkendelse betyder, at salget nu er droppet.
Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

A.P. Møller-Mærsks planlagte salg af Maersk Container Industry, MCI, er afblæst.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Det skyldes udfordringer med myndighedernes godkendelse.

Mærsk havde ellers indgået en aftale med kinesiske China International Marine Containers (CIMC), der ville købe forretningen for en pris i omegnen af 6,3 mia. kr.

Aftalen blev annonceret i september sidste år, efter at Mærsk i lang tid havde arbejdet på at skille sig af med forretningen.

Parterne har aftalt at droppe aftalen på grund af betydelige regulatoriske udfordringer, som har forhindret handlen i at gå igennem, skriver Mærsk i meddelelsen.

”Det er uheldigt, at handlen ikke kan gå igennem på trods af den indsats, der har været fra alle involverede parter,” siger Patrick Jany, finansdirektør i Mærsk, i meddelelsen.

Han uddyber, at Mærsk dermed vil fortsætte som ejer af containerforretningen fremover.

”Vi vil nu undersøge det bedst mulige strukturelle setup for MCI for at sikre den langsigtede udvikling af forretningen,” siger Patrick Jany.

MCI, der producerer kølecontainere, har været en del af Mærsk i over 30 år og beskæftiger 2300 mennesker i Kina og Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også