Mærsk-chef: Tilgængeligt grønt brændstof er største udfordring

Den største udfordring hos Mærsk for at nå i mål med den grønne omstilling er at skaffe grønt brændstof. Selskabet har bl.a. bestilt nye grønne skibe for at sætte skub i udviklingen.
Foto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

A.P. Møller-Mærsk skal i 2030 bruge 5 mio. ton grønt metanol til sin flåde, og det er langt fra tilgængeligt på markedet i dag.

Derfor er netop tilgængeligheden den største udfordring for den danske transportkoncern, hvis man skal i mål med sine klimaambitioner, lyder budskabet fra Morten Bo Christiansen, chef for dekarbonisering hos Mærsk, på selskabets ESG-dag, der afholdes virtuelt.

Det er dog langt fra et nyt budskab, og Mærsk har længe været i gang med arbejdet for at sikre produktionen til sine fremtidige metanol-skibe gennem både investeringer og partnerskaber. En liste, der indtil videre tæller otte partnere, herunder Ørsted.

”Udfordringen er at skaffe brændstoffet,” siger han.

”Og man kan spørge sig selv, hvorfor vi har bestilt de her skibe, hvis vi ikke har brændstoffet, men vi prøver at komme ud over den her ”hønen eller ægget situation”,” lyder det videre.

Mærsk har i alt bestilt 19 nye skibe, der skal sejle på metanol, og som skal fungere som fornyelse af den eksisterende flåde. Det første skib, der skal ramme vandet allerede næste år, er der allerede sikret brændstof til, mens aftalerne for de resterende er på vej.

”Når vi lægger de otte aftaler sammen, så er det 1,5 mio ton brændstof fra 2025 og 2026, så vi begynder at blive dækket pænt ind efterhånden, men vi skal gøre mere,” siger Morten Bo Christiansen og peger blandt andet på aftaler med Egypten og Spanien, der for nyligt er indgået.

Han understreger dog samtidig, at Mærsk ikke har planer om at eje produktionen, men blot at blive aftager.

”Vi gør det for at accelerere markedet, men ikke for at blive brændstofselskab. Det skal vi ikke være på lang sigt,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også