Scan Global udskyder planlagt ejerskifte

Det blev for dyrt at få en ny hovedejer ind hos det danske logistikselskab Scan Global Logistics, fortæller topchef til MobilityWatch. 
Foto: Pr / Scan Global Logistics
Foto: Pr / Scan Global Logistics
AF THOMAS BO CHRISTENSEN OG MADS ODDERSHEDE

Tilbage i 2016 købte den amerikanske kapitalfond AEA Investors danske Scan Global Logistics.

Siden har der været fart på hos det Kastrup-baserede logistikselskab, der foruden organisk vækst har foretaget en stribe opkøb, hvilket i 2021 medførte en omsætningsvækst på hele 88 pct. til ca. 2,3 mia. dollar eller ca. 16 mia. kr.

Planen har været at børsnotere Scan Global i løbet af en årrække, men det skulle ske med en ny hovedejer, da AEA Investors tidligere i 2022 meldte ud, at man med hjælp fra den britiske storbank Barclays granskede et frasalg.

Men de planer er nu sat på pause, oplyser Scan Global til MobilityWatch.

”Vi har været ude og undersøge markedet, og som alle kan se, er der i 2023 – med krig i Europa og andre ting – mere usikkerhed end som så. Derfor har vi valgt at sige, at selvom selskabet kører rigtig fornuftigt, så venter vi med at få nye co-investorer ind, indtil vi ved, hvordan verden bevæger sig fremad. Vi synes ikke, det giver mening lige nu og her,” siger topchef Allan Melgaard. 

”Det er ikke noget, der haster for vores vedkommende.”

Kapital er blevet dyrere

Da AEA Investors for mere end seks år siden overtog ejerskabet af Scan Global fra kapitalfonden BWB Partners var det ifølge flere medier til en pris på 1,1 mia. kr. på gældfri basis.

Mediet Insidebusiness har tidligere berettet, at amerikanerne i salgsprocessen, der begyndte i foråret, gik efter en pris på over 10 mia. kr. for selskabet, hvor topledelsen og et større tocifret antal ledende medarbejdere i dag står for omkring 30 pct. af ejerskabet.

Ifølge Allan Melgaard har det ikke skortet på interessen fra bydere.

”Vi har talt med rigtig mange spændende (potentielle investorer, red.), og der er ikke nogen, der har vendt tommelfingeren ned,” siger topchefen.

Problemet har ifølge ham i stedet været, at vilkårene i forbindelse med et salg har ændret sig, siden man satte processen i gang.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Allan Melgaard, topchef i Scan Global Logistics | Foto: Scan Global
Allan Melgaard, topchef i Scan Global Logistics | Foto: Scan Global

En ny investor vil således skulle finansiere købet af ejerandelen hos AEA Investors med en vis del egenkapital, men også gæld, som vil skulle serviceres af Scan Global Logistics, som det er normalt i den type transaktioner. 

Efter de mange rentestigninger i løbet af 2022 er det dog blevet markant dyrere at optage gæld. Et salg på de nuværende markedsvilkår vil derfor tynge logistikselskabet og grundlæggende gøre manøvren mindre fordelagtig.

”Der har været masser af interesse, men prisen på penge er en anden, end den var for seks måneder siden,” siger Allan Melgaard.

Derfor er planen på kort sigt at fortsætte med AEA Investors som hovedejer og så revurdere situationen om f.eks. seks-tolv måneder, fortæller han.

Kan rykke børsnotering

Som nævnt har det også ligget i kortene, at Scan Global på et tidspunkt skal børsnoteres. 

Tilbage i maj fortalte Allan Melgaard til MobilityWatch, at ambitionen var, det skulle ske inden for tre til fem år – altså mellem 2025-2027.

På spørgsmålet om det udskudte ejerskifte ændrer noget på børsnoteringsplanerne, svarer topchefen:

”Det kan da godt være, at det timingsmæssigt skubber tingene et år. Men helt overordnet set ændrer det ikke noget.”

Betyder det så, at der er risiko for, at børsnoteringen først vil ske i 2028?

”Det tror jeg såmænd ikke, for jeg tror, virksomheden er, hvor den skal være i forhold til det, men det bliver gætteri for at sige det ligeud. Det kan også være, vi vælger at sige, at vi ikke skal have nogen med. Vi er også superglade for samarbejdet med AEA, så der er ikke noget der.”

I selskabets seneste strategi er målet at lande en omsætning på 5 mia. dollar i 2027, hvilket altså er lidt mere end en fordobling i forhold til det rekordhøje niveau i 2021. 

Væksten skal i høj grad ske organisk, men topledelsen har til MobilityWatch tidligere udtalt, at der planlægges nye opkøb, som vil være markant større end hidtil, hvilket konkret vil være af virksomheder med op til 1 mia. dollar i omsætning.

Scan Global lander i 2021 et justeret driftsresultat (ebitda) på 112 mio. dollar, hvilket var mere end en fordobling i forhold til året før.

Dansk logistikselskab samler muskler til børsnotering

Scan Global gør klar til færre – men markant større – opkøb


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også