Oliepriserne falder som følge af rentestigninger

Efter centralbankerne i både Europa og USA har hævet renterne, er prisen på en tønde olie faldet.
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne falder fredag morgen, da markedet vurderer følgerne af rentestigninger i centralbankerne i både USA og Europa, hvor blandt andet de to toneangivende, Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank, torsdag satte renten op.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 80,94 dollar mod 82,09 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 75,81 dollar mod 76,49 dollar torsdag eftermiddag.

”Den strammere pengepolitik har allerede indflydelse på den industrielle aktivitet. Udsigten til yderligere stramning efter kommentarer fra politiske beslutningstagere præger stemningen,” vurderer analytikere fra ANZ Research.

Tag MobilityWatch med i lommen – hent vores app til enten iPhone eller Android. Så får du også besked på mobilen, når der sker noget vigtigt i branchen.

Den amerikanske centralbank indikerede onsdag, at den vil hæve renten yderligere næste år, selvom økonomien glider mod en mulig recession. Torsdag hævede også Bank of England og Den Europæiske Centralbank renten for at bekæmpe inflationen.

Nye tal fra Det Internationale Energiagentur indikerer, at den kinesiske olieefterspørgsel vil komme sig næste år efter et fald i 2022 til 400.000 tønder om dagen. Agenturet hævede sit estimat for vækst i olieefterspørgslen for 2023 til 1,7 mio. tønder per dag.

OPEC holdt tirsdag fast i sine prognoser for en global vækst i olieefterspørgslen på 2,55 mio. tønder per dag i år og 2,25 mio. tønder per dag i 2023 efter adskillige nedgraderinger, og sagde, at mens den økonomiske afmatning var ”temmelig tydelig”, var der potentielle gevinster, såsom en lempelse af Kinas corona-restriktioner.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 1778,83 dollar mod 1779,70 dollar torsdag eftermiddag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også