Oliepriser stiger efter fald i amerikanske olielagre

Faldet i de amerikanske olielagre var markant større end ventet onsdag, og det kan nu ses i prisen på olie.
Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne stiger torsdag morgen ovenpå nyt om fald i de amerikanske olielagre onsdag aften.

De amerikanske råolielagre faldt med 5,9 mio. tønder i den forgangne uge, viste en opgørelse fra det amerikanske energiministerium onsdag eftermiddag. Det betyder samtidig, at staternes lagerbeholdning er på det laveste niveau for dette tidspunkt på året siden 2014, skriver Bloomberg.

Faldet var markant større, end hvad økonomerne havde ventet, da de ifølge Bloomberg News havde regnet med et dyk på 0,1 mio. tønder.

Den amerikanske WTI-olie handles torsdag morgen til 78,62 dollar efter en stigning på 0,4 pct. fra dagen før. Dermed er olieprisen steget fire dage i streg.

Den europæiske referenceolie, brent, handles til 82,58 dollar efter en fremgang på 0,5 pct. Også brent-prisen er steget fire dage i træk.

Tag MobilityWatch med i lommen – hent vores app til enten iPhone eller Android. Så får du også besked på mobilen, når der sker noget vigtigt i branchen.

Fremgangen kan dog være en anelse i overkanten, lyder vurderingen fra Vandana Hari, stifter af Vanda Insight, ifølge Bloomberg.

”Stigningerne ser lidt overgjorte ud i min optik, selv på trods af faldet i de amerikanske lagre,” siger hun.

Oliepriserne ventes at kunne stige yderligere frem mod det nye år, mens det nyligt indførte prisloft på russisk råolie fortsat er ved at bundfælde sig i markedet. Samtidig er der udsigt til yderligere restriktioner mod raffineret olie i det nye år. 2022 har været ekstremt volatilt for oliepriserne, blandt andet på grund af den makroøkonomiske usikkerhed, og det billede fortsætter i det nye år, hvor også recessionsfrygt truer, skriver Bloomberg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også