Mindre oliefald med fokus på Rusland og Kina

Forhold i Kina såvel som Rusland er med til at skubbe til olieprisen onsdag.
Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dige/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Olieprisen falder lidt tilbage onsdag morgen, idet investorerne afvejer de negative resultater af et russisk forbud mod eksport til købere, der overholder et G7-prisloft.

Det skriver Bloomberg News.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 84,42 dollar mod 84,90 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 79,62 dollar mod 80,41 dollar tirsdag eftermiddag.

Olieprisen taber lidt højde efter to uger med en positiv tendens drevet af Kinas hurtige afvikling af landets meget strenge covid-19-politik.

Tirsdag fik olieprisen et mindre løft, efter at Kina lempede coronarestriktionerne ved ikke længere at kræve karantæne for indrejsende fra 8. januar.

”Olie handles på den større historie om Kina, der letter sine covid-restriktioner og venter øget rejseaktivitet på trods af de nuværende udbrud,” siger Vishnu Varathan, strategichef hos Mizuho Bank ifølge Bloomberg News.

Det russiske svar på prisloftet var stort set forudset af markedet, tilføjer han.

Restriktionerne fra ledelsen i Moskva begynder 1. februar og varer indtil i hvert fald juli 2023.

Retningslinjerne undgår ekstreme foranstaltninger - såsom at indføre en minimumspris eller at forbyde visse lande at købe - som markedet havde frygtet ville forstyrre handelen alvorligt.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 1811,43 dollar mod 1824,47 dollar tirsdag eftermiddag.

Tirsdag steg guldprisen på de kinesiske genåbningshåb, da landet er verdens største guldkøber.

Modsat trækker ædelmetalinvestorerne lidt i land igen, da det kinesiske tiltag kan øge det globale inflationstryk, hvilket kan føre til flere renteforhøjelser, der typisk er negativt for de ikke rentebærende ædelmetaller.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også