Danske Bank ser ikke DSV's indtjening lande over prognose

Svagere volumenudvikling end ventet gør, at Danske Bank ikke længere ser, at DSV’s driftsindtjening for 2022 vil overgå egen prognose.
Foto: Pr / Dsv
Foto: Pr / Dsv
AF MARKETWIRE

Danske Bank havde tidligere regnet med, at DSV’s driftsindtjening i 2022 ville overgå transport- og logistikgigantens egen prognose, men en svagere end ventet volumenudvikling har fået finanshuset til at revidere forventningerne.

Det fremgår af et analysenotat fra Danske Bank, der dog gentager den positive anbefaling ”køb” og kursmålet på 1450 kr.

”Mens vi oprindeligt havde ventet, at DSV ville overgå EBIT-prognosen på 24,5-25,5 mia. kr., sænker vi nu vores forventninger, da vi tror at december har været hårdere end november, fordi volumen faldt mere end ventet,” skriver Danske Bank.

De sænkede forventninger til indtjeningsudviklingen i 2022 kommer også i kølvandet af kommentarer fra DSV’s investor relationsteam.

Der henvises også til, at raterne på søfragt er dykket med 69,9 pct. målt på SCFI-indekset, og da DSV endnu ikke har annonceret et stort omkostningsbesparelsesprogram, ventes den høje inflation også at have ramt indtjeningen.

En undersøgelse af volumenudviklingen har ifølge banken vist, at volumen i december har været noget værre i december end både november og oktober.

Det pointeres dog, at de fremadrettede volumener nu bliver stabiliseret, hvilket er positivt for første kvartal 2023, hvor Danske Bank venter et volumenfald på en tocifret procentsats.

Danske Banks analytiker venter dog, at DSV’s ledelse vil være i stand til at styre omkostningerne, og derfor fastholdes estimatet for EBIT-indtjeningen i 2023 også stort set uændret på 17,6 mia. kr., hvilket er tæt på de opdaterede konsensusestimatet indsamlet af Factset.

DSV-aktien ligger torsdag formiddag med et minus på 0,4 pct. i 1107,50 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også