Mærsk ser lidt mindre pessimistisk på 2023

Særligt to ting spiller ind i justeret syn på 2023 hos A.P. Møller-Mærsk.
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

2023 er allerede udråbt som et udfordrende år for shippingindustrien, men der er grund til at være en anelse mindre pessimistisk end tidligere.

Det er vurderingen fra A.P. Møller-Mærsk i den seneste markedsopdatering, hvor særligt Kinas genåbning og nedbringelse af lagre spiller en væsentlig rolle.

”Der vil fortsat være volatilitet i 2023, men de generelle udsigter er lidt mindre pessimistiske, end vi tidligere har frygtet. Asien-Stillehavsområdet skal formentlig lede den økonomiske vækst i 2023, og Kinas genåbning ser ud til at hjælpe med at afbøde nogle af de økonomiske skader i Asien,” skriver koncernen.

Det sker på et tidspunkt, hvor raterne - der har været på himmelflugt - i store træk har ramt niveauet fra før pandemien, samtidig med at de mange flaskehalse i havne verden over er begyndt at løsne op.

”En hurtigere genopretning i februar kombineret med et lavere end sædvanligt ”peak” før det kinesiske nytår har betydet en flad efterspørgsel i begyndelsen af 2023,” skriver Mærsk i opdateringen.

Samtidig bliver de mange fyldte lagre langsomt nedbragt, og der er også tegn på, at de bliver genopbygget, lyder det fra rederiet. Der er dog stadig et stykke vej igen.

”Aktuelt er lageropbygningscyklussen det, der har lagt det største pres i fjerde kvartal 2022 og ind i første halvår af 2023,” skriver Mærsk.

Selskabet forudser dog samtidig, at man vil nå en foreløbig bund i cyklussen i løbet af årets første seks måneder.

Under coronapandemien har der været tårnhøj efterspørgsel efter varer, der har resulteret i lageropbygning. Efter genåbningen har forbrugerne imidlertid ændret købevaner og lagt flere penge i oplevelser frem for varer, og med den tiltagende inflation er flere også begyndt at holde pengene i lommerne.

Det betyder, at lagrene er bugnet, og det får indkøberne til at holde igen med nye bestillinger, som rederierne lever af at fragte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også