Mærsk-storaktionær vil stemme imod mulighed for større bonus

ATP støtter ikke op om at mindske grundlønnen og hæve den variable aflønning af Mærsks nye topchef.
Foto: Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Pensionskassen ATP er imod oplægget til aflønningen af Mærsks nye topchef, Vincent Clerc, der åbner for en større bonus.

Det fortæller Claus Wiinblad, der er vicedirektør og aktiechef i ATP, på selskabets generalforsamling.

”Jeg vil gerne nævne, at vi stemmer imod den foreslåede aflønningspolitik. Det skyldes den øgede størrelse på den variable aflønning i forhold til den faste del af aflønningen,” lyder det i indlægget fra Claus Wiinblad på generalforsamlingen, der afholdes elektronisk.

I den nye vederlagspolitik lægger bestyrelsen op til, at grundlønnen for Mærsk-ledelsen skal være mindre, mens den variable aflønning kan blive større.

Ifølge Børsen vil både ATP, LD Fonde og Akademikerpension stemme imod vederlagspolitikken.

Ifølge bestyrelsesformand og Mærsk-arving Robert Uggla er forslaget i tråd med den langsigtede interesse for aktionærerne, siger han på generalforsamlingen.

”Vi ved godt, at der er mange holdninger til det ideelle lønniveau. Vi vil gerne se en tættere forbindelse mellem honorar og virksomhedens resultater, og derfor bevæger vi os hen imod en mindre andel af grundløn og større andel variabel aflønning,” siger Robert Uggla.

For det kortsigtede incitamentsprogram foreslås det, at det skal være muligt at opnå en bonus på op til 200 pct. af den faste løn mod tidligere en mulighed om 100 pct.

I det langsigtede program lægges der op til, at der skal kunne opnås en bonus på 150 pct. af den faste løn for topchefen mod tidligere 100 pct. For de øvrige bestyrelsesmedlemmer er niveauet 100 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også