Efter ventet dyk: Mærsk-analytiker stadig bekymret for andet halvår

Mærsk påpeger selv i sit regnskab, at første kvartal ventes at være det stærkeste rent finansielt i 2023.
”Bevægelsen er som ventet, men med små overraskelser,” lyder vurderingen af Mærsks regnskab for første kvartal fra Sydbanks aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen. | Foto: PR
”Bevægelsen er som ventet, men med små overraskelser,” lyder vurderingen af Mærsks regnskab for første kvartal fra Sydbanks aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen. | Foto: PR
AF MARKETWIRE

Der er små overraskelser hist og pist i regnskabet fra A.P. Møller-Mærsk, der dog i store træk lander fuldkommen som ventet.

Det er meldingen fra Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, umiddelbart efter offentliggørelsen af kvartalstallene, der afslører fald i både omsætning, drift og indtjening.

”Bevægelsen er som ventet, men med små overraskelser,” konstaterer analytikeren.

Her hæfter han sig fremgang i søforretningen, mens de strategisk vigtige divisioner på land - logistik og terminals - skuffer.

Dermed er det endnu engang søforretningen, der præsterer bedst og er den bærende kraft. Her lander både drift og overskud højere end forventningerne i markedet, mens omsætningen skuffer en anelse.

”Det er bedre end ventet og en ret stærk præstation i første kvartal, hvilket også er understøttet af, at de har lange kontrakter lidt endnu, som har effekt,” siger Mikkel Emil Jensen.

”Jeg er dog stadig bekymret for andet halvår af 2023, når der ikke længere er den samme medvind fra dem,” lyder det videre fra analytikeren.

Ændret forbrug

Før af- og nedskrivninger samt renter og skat endte driften (EBITDA) på 3352 mio. dollar, som skal ses i forhold til 9084 mio. dollar i samme periode året før. Til sammenligning var forventningen fra analytikerne 3032 mio. dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg blandt op til 13 analytikere, der er aflæst 2. maj.

Driftsoverskuddet blev hevet i land på baggrund af en omsætning på 9873 mio. dollar i divisionen i kvartalet, mens toplinjen var 15.570 mio. dollar i samme periode 2022. Her havde analytikerne forudset en omsætning på 9953 mio. dollar.

Ændret forbrug hos befolkninger verden over og fyldte varelagre hos virksomheder har været med til at sænke efterspørgslen efter fragt, der samtidig glider mere let, efter opløsning af de mange flaskehalse under og efter coronapandemien. Det har sendt fragtraterne - og dermed Mærsks indtjening i den bærende forretning - ned.

Venter forbedring

Mærsk fastholder i forbindelse med regnskabet sin prognose for året, og også det var helt som ventet, lyder det fra analytikeren.

”De holder fast i, at de tror på forbedring af efterspørgsel, når vi nærmer os slutningen på andet halvår. Når lagerkorrektionen bidrager til, at varelagrene skal fyldes op igen, som kan bidrage til efterspørgslen,” siger Mikkel Emil Jensen.

”Det tyder på, at de knytter en forbedring op på højsæson. Vi skal lige have varelagrene fyldt lidt op igen,” siger han videre.

Ser man på aktien torsdag, venter Mikkel Emil Jensen ikke den store udvikling.

”Jeg tror ikke, at den skal så meget. Det kommer an på, om markedet havde indregnet en frygt for, at det skulle være værre, men ocean holder stand,” siger han.

Mærsks B-aktie faldt onsdag 0,4 pct. til 12.035 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også