Analytikere ser DSV-opjustering lure trods fald i fragtmængder

God indtjeningskontrol og en tilpasningsdygtig forretningsmodel er blandt argumenterne for en opjustering fra DSV i et ellers afmattet fragtmarked, lyder det.
”Efterspørgslen var sandsynligvis fortsat presset i andet kvartal for Air - i særdeleshed - & Sea, hvor vi venter et fald i volumenerne på henholdsvis 18,8 pct. og 4,6 pct. på årsbasis,” lyder det fra DNB Markets-analytikere. | Foto: Dsv
”Efterspørgslen var sandsynligvis fortsat presset i andet kvartal for Air - i særdeleshed - & Sea, hvor vi venter et fald i volumenerne på henholdsvis 18,8 pct. og 4,6 pct. på årsbasis,” lyder det fra DNB Markets-analytikere. | Foto: Dsv
AF MARKETWIRE

En opjustering lurer hos den danske transportkoncern DSV, der ventes at levere en fornuftig indtjening trods et fald i fragtmængderne.

Det vurderer analytikere hos både DNB og Sydbank forud for offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal, der lægges frem i morgen, tirsdag.

Driftsresultatet i andet kvartal ventes at lande 3 pct. over konsensus i markedet, forudser DNB’s analytikere Jacob Berg Nielsen og Mads Brinkmann Andersen i en optakt til logistikkoncernens regnskab.

Af samme årsag ser DNB Markets mulighed for en opjustering af forventningerne til indtjeningen i 2023 i løbet af året, fremgår det.

”Efterspørgslen var sandsynligvis fortsat presset i andet kvartal for Air - i særdeleshed - & Sea, hvor vi venter et fald i volumenerne på henholdsvis 18,8 pct. og 4,6 pct. på årsbasis,” skriver analytikerne.

Analytikerne ser grundlag for en stærk præstation i andet kvartal, der bør forvisse investorerne om, at DSV kan levere en højere rentabilitet end før pandemien.

Samtidig kan nye forlydender om opkøb agere rampe for aktiekursen, vurderes det.

Mandag stiger aktien 0,3 pct. til 1478,50 kr.

Opjustering i sigte

Også Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen tror på en opjustering trods modvind fra faldende efterspørgsel og fragtpriser.

Den kan både lande i forbindelse med regnskabet eller senere på året, skriver han i en analyse forud for offentliggørelsen af tallene.

”Med stærk yield-kontrol (kontrol med indtjening per fragtet enhed, red.), en tilpasningsdygtig forretningsmodel og udsigt til stabilisering af volumenerne i løbet af andet halvår 2023 ser vi en overvejende sandsynlighed for en opjustering i forbindelse med halvårsregnskabet eller senere på året,” skriver analytikeren.

Fald i efterspørgsel

Efterspørgslen efter varer har været faldende i 2023, hvor høj inflation og rentestigninger har fået forbrugerne til at holde på pengene og har skabt bugnende lagre, der ikke i samme omfang skal fyldes op.

Det rammer fragtselskaberne i andet kvartal, hvor Sydbank venter et fald i fragtmængderne i luften på 19 pct., mens faldet på søen ventes mere afdæmpet på 7 pct.

Det er lavere fragtrater på containerfragt, der forventes at have flyttet mere fragt til containerskibene, og som rammer luftfragten. Alligevel bør DSV ’s evne til at tjene penge begrænse skaderne, forudser analytikeren.

”Vi forventer, at DSV fortsat ser antallet af forsendelser falde mindre end volumen, hvilket bør havde en understøttende effekt på bruttoresultatet per fragtet enhed (yield),” skriver Mikkel Emil Jensen.

Både hos Sydbank og DNB anbefaler analytikerne ”køb” af aktien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også