DSV nøjes med "afmålt" støtte til minoritetsinitiativer: Vil undgå "for meget kant"

Hos DSV støtter man op om ligestillings- og minoritetsinitiativer, men man er ikke ”oppe på barrikaderne”, siger driftsdirektør Jens Lund i kølvandet på Chr. Hansen-sagen.
Jens Lund, driftsdirektør i DSV. | Foto: Pr / Dsv
Jens Lund, driftsdirektør i DSV. | Foto: Pr / Dsv

Trusler mod medarbejdere og potentielt tabt forretning fik tidligere denne sommer den danske ingrediensproducent Chr. Hansen til at droppe sin offentlige støtte til LGBTQ+-initiativer.

En sag, som vakte stor kritik. Både internt i virksomheden, hvor over 400 medarbejdere underskrev et protestbrev til selskabets ledelse, og eksternt, hvor den børsnoterede virksomhed modtog kritik for at trække støtten til minoritetsprojekter af frygt for boykot og potentielt tabte indtægter.

Hos speditørkoncernen DSV har man taget bestik af sagen, fortæller driftsdirektør Jens Lund til MobilityWatch.

Selskabet, der har aktiviteter over det meste af verden, har anlagt en stil, hvor man støtter ligestillings- og diversitetstiltag, men på en måde, hvor man går relativt stille med dørene, fortæller han.

”Vi støtter sådan set alle minoriteter, der måtte være. Men der er lidt mindre politisk drive hos os. Vi er ikke dem, der står helt oppe på barrikaderne,” siger Jens Lund.

Mindre eksplicit

Sagen om Chr. Hansen har sit udspring i USA, hvor selskabet af kommercielle hensyn fjernede sin offentlige støtte til Pride Month. Flere selskaber, heriblandt ølmærket Bud Light, havde inden da oplevet et svigtende salg efter at have vist støtte til netop minoriteter ved eksempelvis at anvende dem i reklamekampagner.

”Vi skal passe på vores kunder og markedsandele verden over. Det tvinger os nogle gange til at træffe svære beslutninger som denne her, selvom det kan være smertefuldt,” lød forklaringen fra Chr. Hansen-topchef Mauricio Graber, efter selskabet havde trukket støtten.

Flere af ingrediensproducentens medarbejdere havde desuden oplevet trusler, fordi man havde udtrykt støtte til Pride Month online, lød det efterfølgende.

Ifølge Jens Lund har DSV aldrig oplevet ”kontroverser af nævneværdig art” på det område. Også selvom speditøren offentligt støtter tiltag som eksempelvis Pride.

”Vi forsøger generelt set at være rimelig rummelige, men vi har måske aldrig været så eksplicitte omkring det,” fortæller driftsdirektøren.

Bløde kanter

Spørgsmål om diversitet og inklusion er de seneste år rykket højere op på mange virksomheders dagsordener. I dag udgør spørgsmål om diversitet eksempelvis en del af selskabers bæredygtighedsrapportering.

I sin seneste bæredygtighedsrapport påpeger man hos DSV, at tilgangen til den slags spørgsmål er forskellig alt efter hvor i verden, der er tale om. 

Koncernen har således knap 75.000 ansatte og kontorer i mere end 80 lande, hvorfor opgaven kan være ganske forskellig, alt efter hvilken geografi der er tale om.

Og netop fordi man skal favne kulturer fra alt fra Norden, Kina, Mellemøsten og USA, har man derfor for øje ikke at stikke for meget ud, understreger Jens Lund.

”Når du er så global, som vi er, skal du passe på med at få for meget kant. Man skal kunne rumme de forskellige kulturer,” siger han.

Har Chr. Hansen-sagen givet anledning til, at I er mere påpasselige med at vise støtte til pride eller andet?

”Nej. Vi støtter jo Kvindernes Kampdag, Pride og den slags. Men vi gør det måske afmålt,” siger DSV-direktøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også