Medie: Flere højt placerede chefer forlader Flexport

Cheferne blev ansat under Dave Clark, der fik under et år som adm. direktør i den amerikanske logistikvirksomhed.
Foto: Flexport - Pr
Foto: Flexport - Pr

Tidligere på ugen vakte det opsigt, da Dave Clark meldte ud, at han stopper på posten som adm. direktør i den amerikanske logistikstartup Flexport.

Nu skriver Bloomberg, at to andre højtplacerede chefer også forlader selskabet, der slår sig op på at være en mere digitaliseret speditør end mange konkurrenter.

En anonym kilde med kendskab til sagen oplyser, at Teresa Carlson og Darcie Henry onsdag overraskende har forladt selskabet.

Carlson har haft titel af president og kommerciel direktør, mens Henry har været HR-direktør. 

Begge har ligesom Dave Clark en baggrund hos netkæmpen Amazon og blev hentet til Flexport inden for det seneste år.

Bloomberg beskriver dem således også som løjtnanter for Dave Clark, som selv kun endte med at sidde som topchef under et år. 

Formand tilbage

Finansmediet skriver samtidig, at kilden oplyser, at Clark ikke selv valgte at gå fra topposten. Wall Street Journal har ellers beskrevet, at han overvejer at gå efter posten som guvernør i Texas. 

I stedet skulle bestyrelsen have smidt ham på porten med det formål at få stifter og bestyrelsesformand Ryan Petersen tilbage som adm. direktør.

Ifølge kilden er det sandsynligt, at flere af Dave Clarks nærmeste medarbejdere kommer til at forlade logistikselskabet. Angiveligt har flere haft svært ved at tilpasse sig iværksætterkulturen i Flexport, lyder det.

Flexport, der har base i San Francisco, er et af de mest hypede startup-selskaber inden for logistik og har ifølge Bloomberg modtaget funding for omkring 2 mia. dollar, ca. 14. mia. kr.

Tidligere i år annoncerede selskabet imidlertid en fyringsrunde med nedskæringer svarende til 20 pct. af de omkring 3000 medarbejdere. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også