Bekymringer om udbuddet sender olieprisen mod ny årstop

Brent-olien har ramt det højeste niveau siden november sidste år.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne fortsætter i vejret mandag morgen på baggrund af forudsigelser om et underskud på udbudssiden i fjerde kvartal som følge af Saudi-Arabiens og Ruslands forlængede produktionsnedskæringer og fornyet optimisme om større efterspørgsel i Kina.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 94,34 dollar mod 93,69 dollar fredag eftermiddag. Brent har dermed ramt det højeste niveau siden november sidste år.

Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 91,32 dollar mod 90,57 dollar fredag eftermiddag.

Både Brent og WTI er på vej mod den største kvartalsmæssige stigning siden Ruslands invasion af Ukraine i starten af 2022, skriver nyhedsbureauet Reuters. Prisstigningerne er blandt andet drevet af, at Rusland og Saudi-Arabien forlængede deres produktionsnedskæringer til slutningen af året samtidig med, at kinesiske olieraffinaderier skruede op for deres produktion i takt med højere eksportmarginer.

De russiske og saudiske produktionsnedskæringer forventes ifølge børshuset ANZ at efterlade markedet med et underskud på cirka 2 mio. tønder om dagen i fjerde kvartal af 2023. Ifølge ANZ kan et efterfølgende indhug i eksempelvis de amerikanske olielagre som reaktion på produktionsnedskæringerne betyde, at oliemarkedet er i en sårbar position overfor yderligere prisstigninger i 2024.

”Det virker som om, at priserne vil finde sig til rette i et niveau over 90 dollar per tønde, hvilket betyder, at fokus måske vil skifte til, hvordan efterspørgslen tegner sig for verdens to største økonomier,” siger Edward Moya, der er analytiker hos OANDA, til Reuters.

I den følgende uge vil handlere på råvaremarkedet holde øje med, om den amerikanske centralbank holder renten i ro og økonomiske nøgletal for Kina.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også