Analytiker: DSV mister en historisk stærk leder – men får en ny stærk ind

Et ledelsesskift kommer altid med usikkerheder, lyder det. (Opdateret)
Foto: Lars Krabbe/Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
Foto: Lars Krabbe/Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
af marketwire

DSV skal have ny topchef - og der er allerede fundet en fra egne rækker. Og at det er et kendt ansigt med fingrene dybt begravet i DSV’s DNA er en fordel. Det vurderer Mikkel Emil Jensen, der er senioraktieanalytiker i Sydbank.

Det er Jens Bjørn Andersen, der fratræder om et lille år, og den nuværende driftsdirektør og tidligere finansdirektør, Jens H. Lund, overtager.

”Jens Bjørn har været chef i lang tid for DSV, hvor han har skabt fantastiske resultater. Det er store sko at fylde ud. Men ”dobbelt Jens” har arbejdet tæt sammen gennem mange år, og alle kender også Jens H. Lund, der har været med til at skabe de fantastiske resultater,” siger Mikkel Emil Jensen.

Jens Bjørn Andersen har været i DSV siden 2002 - og topchef de seneste 16 år, mens Jens H. Lund har været i logistikkoncernen siden 2002.

På trods af, at de to Jens’er har arbejdet tæt sammen om blandt andet strategi og opkøb, så falder aktien onsdag formiddag med lidt over 2 pct. Og det ser Sydbank-analytikeren som helt normalt:

”Et ledelsesskift skaber altid usikkerhed: Man ved, hvad man har. Og selv om man allerede kender navnet på den nye topchef, så skal markedet lige fordøje det her,” siger Mikkel Emil Jensen og fortsætter:

”Alt andet lige er det en hamrende dygtig efterfølger, der sættes ind på posten.”

DSV er mange gange og af mange blevet kaldt ”uofficiel verdensmester i opkøb” og er de seneste år vokset kraftigt ved en række store opkøb af blandt andet amerikanske UTI, schweiziske Panalpina og senest kuwaitiske GIL, der alle primært har været drevet af ønsket om at øge aktiviteterne inden for luft- og søforretningen.

Det er lidt af opkøbshistorik, den afgående direktør har stået bag. Og senest er en interesse for den tyske speditør DB Schenker, blevet bekræftet af DSV, der vil se på muligheden, hvis et salg af DB Schenker bliver aktuelt.

”Man kan spørge sig selv, om Jens Bjørn ikke kommer med til at overtage DB Schenker, siger Mikkel Emil Jensen.

DSV ’s strategi løber frem til 2026, og den nye topchef har været med til at udforme den. Så heller ikke her venter Sydbanks analytiker noget nyt:

”Jens Lund har været fedtet ind i den strategi siden dag et, så jeg venter ikke, at der sker noget med den,” siger Mikkel Emil Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også