Mærsk-aktier har kurs med største dagsfald nogensinde

Topchef Vincent Clerc har varslet en hård fremtid.
Analytiker mener, at 2024 kommer til at se rigtig svær ud.
Analytiker mener, at 2024 kommer til at se rigtig svær ud.
af marketwire

Mærsk-aktierne er fredag i frit fald og har kurs mod det største fald på en enkelt børsdag nogensinde.

Det sker efter et kvartalsregnskab, hvor topchef Vincent Clerc varslede en særdeles hård fremtid med lavere fragtrater, for mange skibe i søen, afskedigelser og et aktietilbagekøbsprogram, der tages op til overvejelse.

B-aktien dykker midt på dagen 18,1 pct. til 9990 kr., hvilket historisk set er det største fald målt i pct. for aktien på en enkelt handelsdag.

Det er kun overgået tilbage i marts i år, hvor aktien faldt lige over 23 pct. på dagen, hvor der fragik udbytte i nogenlunde samme størrelsesorden, som naturligt kan medføre fald.

Ifølge Ricky Rasmussen, analytiker i Nykredit, hænger dagens fald sammen med den virkelighed, Mærsk står over for, og som bliver langt sværere end ventet.

”Vi taler om rater før covid-19-niveau. Der havde vi alle sammen forsvoret, at vi skulle ned igen, og samtidig kigger vi ind i, at der kommer endnu flere skibe i søen over det næste halve og hele år. Det vil sige, at hvis ikke der kommer et løft i efterspørgslen, så vil raterne umiddelbart ikke udvikle sig positivt, og det vil sige, at 2024 kommer til at se rigtig svært ud,” siger han til MarketWire.

Analytiker: De gør alt det rigtige

Allerede ved dagens start dykkede aktien, og det er kun udbygget, efter at topledelsen dagen igennem har sat flere ord på den aktuelle situation.

”Den fortsætter ned, fordi de taler ind i 2024 allerede nu uden at give en guidance. De siger meget direkte, at hvis ikke spotraterne kommer op i løbet af de næste to måneder, så kommer 2024 til at se rigtig, rigtig svært ud for hele markedet,” siger Ricky Rasmussen.

”Man gør alt det rigtige i Mærsk, og man kommer garanteret til at levere blandt de absolut bedste resultater i markedet, men problemet er, at markedet simpelthen er så markant dårligere end det, man havde forestillet sig,” siger han videre.

Mærsk har fredag meddelt, at arbejdsstyrken skal reduceres med mindst 10.000 job fra et niveau på 110.000 tilbage i januar 2023. Målet er at spare 600 mio. dollar - omkring 4 mia. kr. - i 2024.

Der er allerede reduceret med 6500, mens 2500 følger de kommende uger, og 1000 skal afskediges i det nye år.

Det vil samtidig medføre højere restruktureringsomkostninger for 350 mio. dollar i år, som er forhøjet fra 150 mio. meddelt i begyndelsen af året.

Aktietilbagekøb tages op til overvejelse

Aktietilbagekøbsprogrammet for 2024 er desuden taget op til overvejelse - sat under ”review”, mens investeringsniveauet skrues en anelse ned, fremgår det af regnskabet.

”De bliver nødt til også at se på deres balancesituation, og det er derfor, at de flager allerede nu, at der er en mulighed for, at aktietilbagekøbsprogrammet bliver suspenderet i 2024. Omvendt siger man også, at man har kapaciteten til også at se på, at hvis aktivpriserne kommer ned, at der er mulighed for at investere og være lidt opsøgende,” siger Ricky Rasmussen.

For hele året fastholder Mærsk de finansielle forventninger, men ser nu indtjeningen lande i den lave ende af det tidligere udmeldte interval om et underliggende driftsoverskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 9,5-11 mia. dollar. Analytikerne har op til regnskabet ventet et samlet EBITDA på 10,1 mia. dollar i 2023, viser estimater indsamlet af Bloomberg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også