Oliepriserne falder til trods for øgede efterspørgselsudsigter

Efterspørgslen er forblevet sund-
Foto: Marta Lavandier/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Marta Lavandier/AP/Ritzau Scanpix
af marketwire

Oliepriserne falder onsdag morgen til trods for, at Det Internationale Energiagentur tirsdag hævede sine forventninger til den globale olieefterspørgsel for året. Det Internationale Energiagenturs opjustering af forventningerne sker i kølvandet af, at Organisationen for Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, også har hævet sine forventninger til udviklingen i olieefterspørgslen for 2023.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 82,67 dollar mod 83,70 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 78,42 dollar mod 79,47 dollar tirsdag eftermiddag.

”Det Internationale Energiagentur vurderer, at olieefterspørgslen er forblevet sund. Den hævede sine udsigter som konsekvens af, at kinesiske nøgletal for detailsalg og industriproduktion var bedre end forventet,” skriver analysehuset ANZ Research i et notat ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Olieefterspørgslen understøttes desuden af forventninger om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, muligvis vil sænke renten allerede til næste forår. Det fik den amerikanske dollar til at falde til det laveste niveau i mere end to måneder målt op mod andre valutaer. En svagere dollar kan øge olieefterspørgslen, da olie dermed bliver billigere for købere med anden valuta end amerikanske dollar.

Senere onsdag vil råvarehandlere holde et vågent øje med det amerikanske energiministeriums offentliggørelse af beholdningstal for de amerikanske råolielagre. Analytikere forventer ifølge Reuters, at de amerikanske råolielagre steg med 1,8 mio. tønder i sidste uge.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 1967,25 dollar mod 1964,24 dollar tirsdag eftermiddag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også