DFDS havde lavere fragtmængder men et stigende antal passagerer i december
I december faldt DFDS’ samlede fragtmængder med 2,4 pct. sammenlignet med samme måned året forinden. Til gengæld steg antallet af passagerer.
Det fremgår af DFDS’ månedlige færgemængderapport.
På ruterne over Nordsøen, Middelhavet og Østersøen var fragtmængden lavere end i 2022, mens mængderne på Den Engelske Kanal var højere - drevet af ruterne på Dover Strædet.
Fragtmængderne endte på 2.753.000 lanemeter. Lanemeter er en betegnelse for de kørebaner, som biler og trailere placeres i ombord på et ro/ro-skib - altså et skib man kan køre last af og på fra. En lanemeter svarer til to kvadratmeter.
I december havde DFDS 332.000 passagerer.
”Antallet af passagerer i december steg 8,1 pct. som følge af flere passagerer på Den Engelske Kanal samt på ruterne mellem Norge-Danmark og Storbritannien-Holland,” skriver DFDS i rapporten.
Dertil steg antallet af biler med 4 pct.
Passagertallet i 2023 endte samlet på 4,5 mio., hvilket svarer til en stigning på 19,4 pct. sammenlignet med 2022.