Brødre stifter nyt logistikselskab med plan om børsnotering

Tanken er at samle mindre speditører i et partnerskab, og den første aftale er allerede i hus.
Blue Logistics skal fungere som et partnerskab for mindre speditørvirksomheder
Blue Logistics skal fungere som et partnerskab for mindre speditørvirksomheder

Brødene Karsten og Morten Mathiesen, der var med til at opbygge speditørselskabet NTG, har oprettet et nyt logistikselskab med planer om en børsnotering inden for en årrække.

I en meddelelse til MobilityWatch fremgår det, at brødrene har lanceret Blue Logistics Group, hvor planen er at samle mindre speditørselskaber i en partnerskabsmodel med det formål og udvikle en større forretning, hvor Blue Logistics står for administration, it, markedsføring, jura m.m.

”Blue Logistics leverer samtidig et netværk uden lige i branchen, der sikrer kunderne alle former for transportløsninger – på skinner og vej, til vands og i luften. Partnerselskaberne kan fokusere 100 pct. på at drive forretningen og skabe værdi,” lyder det i meddelelsen.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Tanken er, at man skal vokse hurtigt og gå på børsen inden for en årrække.

”Målet er en børsnotering, når selskabet er stort og stærkt nok. At gå på børsen er realistisk, når den årlige omsætning runder min. 5 mia. kr. og naturligvis viser en fast sund bundlinje. Der skal være tryghed om historikken i selskabet, når vi til sin tid beslutter af børsnotere Blue Logistics. Modellen er med andre ord særdeles attraktiv for de aktører i transportbranchen, der ønsker at være med på rejsen,” udtaler Morten Mathiesen.

Vækstmuligheder

Blue Logistics har allerede indgået den første aftale med en partner. 

Der er tale om sønderjyske Combino Spedition, der ifølge meddelelsen omsætter for over 100 mio. kr. og beskæftiger ca. 50 mand. 

”Combino er blevet en del af Blue Logistics Group, fordi jeg ser et kæmpe potentiale. Combino får nogle vækstmuligheder, som vi aldrig har haft eller selv kan skabe. Partnerskabet vil give os en styrke til at udvikle Combino på en meget større klinge, og dermed blive mere betydningsfuld ikke bare på vores markeder, men også at udvide og udvikle forretningen til gavn for vores kunder,” udtaler Mikael K. Olesen, der er direktør og ejer af Combino Spedition.

Der fremgår ikke nærmere detaljer om partnerskabet, men Mikael K. Olesen tilføjer, at man som led i det nye partnerskab opdeler Combino Spedition i tre, ”så hvert enkelt kan fokusere på egenudvikling under Blue Logistics Group.”

Direktør på plads

Til at stå i spidsen for Blue Logistics har man ansat Nikolaj Meyland-Smith. Han tiltræder 1. april og bliver desuden partner i selskabet. 

Han har en fortid som adm. direktør i City Container og har også været direktionsmedlem i DSV Solutions A/S.

”Jeg glæder mig til at blive en del af projektet sammen med brødrene Mathiesen og de andre partnere. Jeg ved, at rygterne i branchen om Blue Logistics på det seneste er løbet stærkt, og at der allerede i selskabets første uger er indgået partnerskaber, der lover godt for udviklingen,” udtaler Nikolaj Meyland-Smith.

Karsten og Morten Mathiesen ejede ifølge Børsen tidligere i alt 34 pct. af aktierne i NTG, men solgte ud i 2019 i forbindelse med en børsnotering af selskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også