Oliepriserne stiger støttet af opsving i kinesiske aktier og en svagere dollar

En svagere dollar gør samtidig olie mere attraktiv for udenlandske købere.
Foto: David Zalubowski/AP/Ritzau Scanpix
Foto: David Zalubowski/AP/Ritzau Scanpix
af marketwire

Oliepriserne stiger en smule onsdag morgen understøttet af et opsving i kinesiske aktier og en svagere dollar.

Hertil kommer et strammere udbud med øgede spændinger i Mellemøsten og forventninger om en fortsat usikker efterspørgsel.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 82,64 dollar mod 82,30 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 77,30 dollar mod 77,05 dollar tirsdag eftermiddag.

De kinesiske aktier har medvind, efter at regeringen i Kina tirsdag indførte nye tiltag for at styrke investorernes sikkerhed, skriver Bloomberg.

En svagere dollar gør samtidig olie mere attraktiv for udenlandske købere, hvilket er med til at understøtte oliepriserne.

På udbudssiden viser officielle data, at Rusland i januar nåede målet for nedskæringer i landets eksport af olie som følge af en aftale med Organisationen for Olieeksporterende Lande og deres allierede, Opec+.

Fortsat uro i Det Røde Hav, hvor de iranskstøttede houthi-oprørere de seneste dage har fortsat angrebene mod skibe, øger spændingerne i Mellemøsten og tilføjer en geopolitisk risikopræmie til priserne, lyder det ifølge Bloomberg.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2031,17 dollar mod 2027,46 dollar tirsdag eftermiddag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også