Oliepriserne falder efter lange udsigter til rentenedsættelser

Oliepriserne har taget et dyk.
Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix
af marketwire

Oliepriserne falder fredag efter udtalelser fra et medlem af den amerikanske centralbanks styrelse, om at rentenedsættelser bør udsættes mindst to måneder.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 83,31 dollar mod 83,37 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 78,24 dollar mod 78,43 dollar torsdag eftermiddag.

”Rentenedsættelserne bør udskydes et par måneder mere for at se, om de nylige stigninger i den amerikanske inflation er et tegn på, at udviklingen mod prisstabilitet er gået i stå, eller om det blot er et bump på vejen,” udtalte Christopher J. Waller, der er medlem af Federal Reserves styrelse, torsdag ifølge Reuters.

Den amerikanske centralbank har holdt styringsrenten stabil i intervallet 5,25-5,5 pct. siden juli sidste år. Frygten for at sende økonomien i recession, hvis rentenedsættelserne udskydes for længe, affejer Waller, og siger, at den amerikanske centralbank har råd til at ”vente lidt længere”.

Kommentarerne fra Christopher J. Waller fik oliepriserne til at tage et dyk, trods umiddelbare stigninger efter houthiernes angreb på skibe i Det Røde Hav i solidaritet med palæstinenserne i Gaza-krigen.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har godkendt, at Israel vil sende Gaza-forhandlere til våbenhvileforhandlinger i Paris denne weekend, ifølge Reuters og israelske medier.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 2025,58 dollar mod 2023,70 dollar torsdag eftermiddag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også