Oliepriserne stiger på fortsatte angreb på russiske olieraffinaderier

Samtidig er der bekymringer om krigen mellem Israel og Hamas og dens betydning for udbuddet af olie.
Oliepriserne har stor betydning for brændstofpriserne. | Foto: Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix
Oliepriserne har stor betydning for brændstofpriserne. | Foto: Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne stiger mandag morgen. Forventninger om et strammere udbud i de kommende måneder som følge af fortsatte ukrainske droneangreb på russiske olieraffinaderier breder sig blandt markedsaktørerne. Samtidig forstærkes udbudsbekymringerne af krigen mellem Israel og Hamas.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 85,64 dollar mod 85,30 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 81,39 dollar mod 81,11 dollar fredag eftermiddag.

”Droneangrebene på russiske raffinaderier tilføjede en risikopræmie på 2-3 dollar per tønde råolie i sidste uge, og det vil fortsætte i denne uge som følge af de mange angreb henover weekenden,” siger Vandana Hari, der er stifter af analysehuset Vanda Insights, til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge en analyse foretaget af Reuters har droneangrebene nedsat Ruslands raffinaderikapacitet med 7 pct. i løbet af første kvartal af 2024. De berørte raffinaderier eksporterer råolie til adskillige markeder, heriblandt Kina og Indien.

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu bekræftede søndag, at militæret vil rykke ind i Rafah-enklaven i Gaza imod mange af Israels allieredes ønske, skriver Reuters. Skridtet bidrager til spændingerne i regionen og skaber bekymring om forstyrrelser i olieudbuddet på grund af krigen.

I denne uge vil investorer holde skarpt øje med udfaldet af et møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der begynder i morgen, tirsdag, og slutter onsdag. Markedet venter, at mødet vil give et fingerpeg om tidshorisonten for rentenedsættelser, der vil øge den amerikanske efterspørgsel og dermed drive oliepriserne opad.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også