Kammeradvokaten: SDK Freja-kontrolleret selskab kan drages til ansvar i sag om jordskred

Regeringen og Randers Kommune vil rette krav mod søsterselskab til Nordic Waste i sag om jordskred ved Ølst.
Arkivbillede fra jordskredet ved Ølst | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Arkivbillede fra jordskredet ved Ølst | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
AF RITZAU OG REDAKTIONEN

DSH Recycling, der er søsterselskab til Nordic Waste, og som logistikfirmaet SDK Freja ejer majoriteten af, kan ifølge Kammeradvokaten, som er statens advokat, drages til ansvar for jordskreddet ved Ølst.

Regeringen vil nu rette krav mod selskabet, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger i pressemeddelelsen, at det er et skridt på vejen til, at regningen for jordskreddet og dets konsekvenser ender hos forureneren:

”Kammeradvokatens undersøgelse viser, at ansvaret for jordskreddet ikke er begrænset til Nordic Waste A/S, der drev virksomheden, men også omfatter DSH Recycling A/S, der er en del af samme koncern,” udtaler ministeren.

Rigmanden Torben Østergaard-Nielsen, der står bag United Shipping and Trading Company og datterselskabet SDK Freja, ejer gennem forskellige led aktiemajoriteten af Nordic Waste og DSH Recycling sammen med sine døtre. 

Jordskreddet er sket i Randers Kommune. Randers Kommune vil ligeledes sammen med staten rette krav om betaling for jordskreddet.

Kammeradvokatens konklusion omkring DSH Recycling kommer i første del af undersøgelsen af Nordic Waste-sagen.

Der udestår fortsat en anden del af undersøgelsen, som Kammeradvokaten arbejder på.

Nordic Waste, der er begæret konkurs, har arbejdet med at håndtere forurenet jord.

Det kom frem i december, at der var et jordskred på virksomheden Nordic Wastes grund.

I midten af december forlod Nordic Waste opgaven med at få jordskreddet under kontrol og overlod det til kommune og myndigheder.

Nordic Waste indgav senere konkursbegæring, hvilket har medført hård kritik fra toppen af dansk politik, hvor blandt andet statsminister Mette Frederiksen har involveret sig i sagen.

Regeringen har meldt ud, at den vil undersøge alle muligheder for at stille virksomheden til ansvar. Derfor er Kammeradvokaten sat på sagen.

Jordskreddet har skabt stor bekymring i landsbyen Ølst.

20. februar kunne Miljøministeriet dog berette, at der ikke længere var en trussel for husene i området fra jordskreddet.

En miljørisiko var der dog stadig, lød det her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også