Oliepriserne løftes af tro på højere efterspørgsel og spændinger i Mellemøsten

Tirsdag ligger prisen for den europæiske referenceolie, Brent, på 87,85 dollar per tønde.
Oliepriserne har stor indflydelse på brændstofpriserne. | Foto: Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix
Oliepriserne har stor indflydelse på brændstofpriserne. | Foto: Axel Heimken/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne stiger tirsdag på tegn på stigende efterspørgsel i Kina og USA. Samtidig understøttes priserne af bekymringer om situationen i Mellemøsten, der kan påvirke produktionen.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 87,85 dollar, svarende til 610,64 kr., mod 85,37 dollar onsdag eftermiddag før påske. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 84,15 dollar mod 81,37 dollar onsdag eftermiddag.

Aktiviteten i fremstillingssektoren viste i marts bedring for første gang i Kina i seks måneder, mens der i USA blev gjort kål på en halvanden år lang negativ stime.

De økonomiske data kan ifølge Reuters afspejle udsigten til en større olieefterspørgsel i Kina og USA, der er henholdsvis nummer to og nummer et i verden, når det kommer til olieforbrug.

”De understøttende katalysatorer for oliepriserne hober sig fortsat op med bedre økonomiske betingelser i Kina end ventet og USA med mere optimistiske udsigter for efterspørgslen, mens geopolitiske spændinger i Mellemøsten tiltager med indblandingen af Iran,” siger Yeap Jun Rong, der er markedsstrateg i IG, til Reuters.

Spændingerne i Mellemøsten er blevet forværret, efter at et israelsk missilangreb mandag ramte Irans ambassade i Syrien. Syv mennesker omkom i angrebet, heraf tre højtstående kommandører.

Det er ifølge Reuters en eskalering af den igangværende konflikt i Gaza mellem Israel og Hamas. Sidstnævnte støttes af Iran.

En direkte indblanding fra Iran kan medføre et lavere olieudbud.

”Til dato har markedet ikke været bekymret over udbudsforstyrrelser, da krigen har været isoleret. Irans indblanding kan true oliebuddet,” skriver analytikere fra ANZ i et notat ifølge Reuters.

Onsdag mødes Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og allierede - samlet kendt som Opec+ - for at gennemgå markedet og medlemslandenes overholdelse af olieproduktionen. Her er det ventet, at Opec+ vil fastholde sine frivillige produktionsnedskæringer på 2,2 mio. tønder om dagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også