Olieprisen er på sit højeste niveau siden oktober

Samtidig er der ikke udsigt til prisfald, lyder det fra storbanken UBS.
Oliepriserne har stor betydning for brændstofpriserne. | Foto: Rogelio V. Solis/AP/Ritzau Scanpix
Oliepriserne har stor betydning for brændstofpriserne. | Foto: Rogelio V. Solis/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

For første gang siden oktober sidste år har prisen på en tønde råolie ramt 90 dollar i Europa og samtidig nærmer den sig med hastige skridt samme milepæl i USA.

Selv om olieprisen dermed er steget med mere end 20 pct. allerede i år, så er der dog ikke udsigt til, at olieprisen vil vende rundt.

”Vi mener, at den seneste prisstigning har været drevet af fornyede geopolitiske bekymringer. Ukraine har fortsat sine angreb mod Ruslands olieraffinaderier i et forsøg på at reducere sidstnævntes olieindtægter, mens konflikterne i Mellemøsten eskalerede yderligere efter et angreb på det iranske konsulat i Syrien,” lyder en kommentar fra UBS.

”Men markedets fundamentaler har også understøttet rallyet. Selv om Brent-råolie måske ikke bevæger sig markant højere fra sit nuværende niveau, mener vi, at oliepriserne bør forblive godt understøttet på kort sigt i et let undersuppleret marked.”

Opec+ har i denne uge også fastholdt de besluttede reduktioner i produktionen af olie. Gruppen har også noteret sig, at der har være en høj gennemførelsesgrad af reduktionerne, men at der dog de senere måneder har været lande med en overproduktion i forhold til målene.

”Vi mener, at den fornyede fokus sandsynligvis vil holde oliemarkedet underforsynet,” konkluderer den schweiziske investeringsbank.

”Hvis de lande, der hidtil har overproduceret, kompenserer og reducerer deres produktion, er det sandsynligt, at Opec+’s produktion vil falde yderligere i andet kvartal.”

UBS forventer dog, at Opec+ til juni vil sløjfe nogle af reduktionerne i olieproduktionen, men det vil ikke ske, med mindre gruppen af lande er sikker på, at markedet kan absorbere ekstra kapacitet uden at presse prisen ned.

”Enhver lempelse af produktionsnedskæringerne vil være gradvis, og et fortsat fald i olielagrene vil være nødvendigt for, at dette kan ske.”

Efterspørgselssiden har samtidig også vist styrke, noteres det fra investeringsbankens side, mens lageropbygningen ikke har været stor.

Samtidig starter ”kørselssæsonen” i USA snart, og det betyder øget forbrug, mens aktiviteten inden for flyrejser også er tilbage på niveauet fra før pandemien. Samlet set forudser investeringsbanken derfor ”fortsat robust” efterspørgsel.

”Med geopolitiske konflikter, der fortsat udgør en løbende risiko, fortsætter vi med at se fordele ved at eje olie i en diversificeret portefølje,” konkluderer UBS.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også