DFDS foretager tyrkisk opkøb

Samtidig ændrer selskabet på sine forventninger til 2024.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE OG REDAKTIONEN

DFDS har købt Ekol Logistics’ internationale transportnetværk, der forbinder Tyrkiet og Europa.

Det oplyser det danske selskab i en meddelelse.

Selskabet har gennem længere tid været i strategisk dialog om et køb af selskabet, og de tyrkiske konkurrencemyndigheder gav i juli grønt lys til den mulige handel.

Ekol Logistics’ internationale netværk transporterer varer mellem Tyrkiet og Europa og har kontorer og faciliteter i 10 europæiske lande. 

Selskabet er samtidig den største kunde i DFDS’ fragtfærge-rutenetværk i Middelhavet.

”Fremragende strategisk match”

”Dette køb er et fremragende strategisk match for DFDS,” udtaler Torben Carlsen, topchef for DFDS, i en meddelelse. 

”Transport af store trailervolumener pålideligt og effektivt gennem kombinationer af vej, færge og jernbane er vores kerneforretning. Derudover er det vores overbevisning, at Tyrkiets rolle som produktionshub for Europa vil blive forstærket i fremtiden, da nearshoring flytter forsyningskæder tættere på slutmarkeder,” tilføjer han.

Det oplyses, at handlen står DFDS i en pris på 1,9 mia. kr. på gældfri basis. 

Det svarer ifølge DFDS til en multipel - målt på enterprise value (dvs. markedsværdien af virksomheden på gældfri basis)/ebitda - på 7,6 gange baseret på indtjeningen i 2023.

Med købet af Ekol Logistics’ internationale netværk overtager DFDS også 3700 medarbejdere. I 2023 omsatte den del af forretningen for 3,5 mia. kr.

Det opkøbte selskab bliver en del af DFDS’ division Logistics.

Opkøbet omfatter kun aktiviteterne uden for Tyrkiet, og Ekol Logistics fortsætter i Tyrkiet som selvstændig virksomhed, oplyser DFDS til MarketWire.

Overtagelsen af netværket er desuden betinget af fusionskontrolgodkendelse fra EU.

Skruer på forventninger

Som følge af opkøbet ændrer DFDS i forventningerne til 2024.

Omsætningen forventes nu at stige med 8-11 pct. i forhold til 2023, forudsat at købet gennemføres i begyndelsen af fjerde kvartal 2024. 

Tidligere lød forventningen på 5-8 pct.

Forventningen til driftsresultat på ebit-niveau er fortsat 2,0-2,4 mia. kr.

Samtidig oplyser det danske rederi- og logistikselskab, at man som følge af en forventet integrationsperiode på to-tre år forlænger perioden til at indfri selskabets mål for afkastet på den investerede kapital (ROIC). Man regner nu med at nå omkring 10 pct. i 2027 - tidligere ventede man, at det ville ske i 2026.

Endelig peger DFDS på, at købet vil øge den finansielle gearing med omkring 0,3 gange i forholdet mellem den nettorentebærende gæld og ebitda.

”Den finansielle ambition om at reducere den finansielle gearing til 2,5x i 2026 er uændret,” skriver DFDS.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også