Analytikere før Mærsk-regnskab: Det Røde Hav afværger problemer på kort sigt

Ifølge analytikerne er Mærsks største udfordring fortsat i første kvartal, men situationen i Det Røde Hav kan trække i en mere positiv retning.
Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Udfordringerne har stået i kø for A.P. Møller-Mærsk og de store rederier i den seneste tid, men den ene kan vise sig som en finansiel håndsrækning på kort sigt.

Det er budskabet fra flere analytikere, der har set nærmere på markedet forud for Mærsks kvartalsregnskab, som efter planen lander torsdag.

På den ene side er den altoverskyggende udfordring fortsat, at en overflod af nye skibe er på vej til at blive leveret til markedet. Det skaber mere kapacitet, som presser fragtraterne og går ud over indtjeningen. 

På den anden side fortsætter urolighederne i Mellemøsten og Det Røde Hav, som har tvunget rederierne til at sejle en længere omvej uden om Afrika. Det giver større omkostninger til brændstof, men betyder samtidig, at skibene er aktiveret i længere tid, hvilket fjerner kapacitet.

Sidstnævnte kan vise sig som en finansiel redningskrans for første kvartal, hvor både Sydbank, Citi og DNB ser mulighed for en lille positiv justering af 2024-prognosen.

”Mærsks aktuelle prognose afspejler to yderpoler af varigheden for situationen i Det Røde Hav. Meget tyder på, at løsningen på Det Røde Hav ikke er lige om hjørnet, og de høje fragtrater ses hænge ved et stykke tid endnu. Vi vurderer derfor fortsat, at Mærsks lave ende af prognosen er konservativ,” skriver Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, i en analyse.

I hans regnemaskine vil Mærsk ramme et driftsresultat, ebitda, på omkring 5 mia. dollar i 2024, svarende til knap 35 mia. kr. Mærsks egen prognose lyder på 1-5 mia. dollar, mens konsensus ifølge analytikerne er 5,2 mia. dollar, viser estimater fra Bloomberg indsamlet 23. april.

”Vi ser derfor en overvejende sandsynlighed for en opjustering i forbindelse med regnskabet eller senere på året,” skriver han videre.

Hos Citi er ebitda-prognosen 5,1 mia. dollar for året. Det er baseret på forventningen om flere fragtede mængder på den ene side og højere brændstofomkostninger på den anden side.

DNB forudser et ebitda på 5,5 mia. dollar og lægger sig dermed i den høje ende blandt analytikerne på den korte bane. Omvendt er den norske bank pessimistisk, når man ser længere frem end 2024.

”Konsensus ser for optimistisk ud med hensyn til et hurtigt opsving for markedet,” skriver DNB med henvisning til 2025 og 2026.

Her lægges både vækst på flådetilvæksten, afdæmpet efterspørgsel og fortsatte geopolitiske spændinger.

”Men en lang række potentielle resultater i første kvartal kunne udløse forbedret prognose,” skriver DNB.

Både DNB, Citi og Sydbank anbefaler uændret af ”sælg” for aktien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også