Oliepriserne stiger torsdag

Priserne stiger på forventningen om, at USA begynder at genopfylde sine oliereserver.
Udviklingen i oliepriserne har stor betydning for de øvrige priser på brændstof. | Foto: Nam Y. Huh/AP/Ritzau Scanpix
Udviklingen i oliepriserne har stor betydning for de øvrige priser på brændstof. | Foto: Nam Y. Huh/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Oliepriserne stiger torsdag efter tre dages fald på grund af forventninger om, at USA vil begynde at fylde sine strategiske oliereserver op. Onsdag var oliepriserne ellers faldet med mere end 3 pct. til det laveste niveau i syv uger, efter den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holdt renten stabil.

Det skriver Reuters.

”Oliemarkedet blev understøttet af spekulationer om, at hvis WTI falder til under 79 dollar (svarende til ca. 550 kr., red.), vil USA begynde at opbygge sine strategiske reserver,” siger Hiroyuki Kikukawa, der er direktør for NS Trading.

USA har meddelt, at de ønsker at genopfylde Strategic Petroleum Reserve, SPR, efter et historisk salg fra nødlageret i 2022 og vil indkøbe råolie, når prisen er 79 dollar pr. tønde eller derunder.

I mellemøsten vokser forventningerne til en mulig våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas efter et fornyet skub fra Egypten. Alligevel har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, lovet at gå videre med et længe lovet angreb på byen Rafah i det sydlige Gaza på trods af modstand fra USA og advarsler fra FN.

”Da effekten af USA’s opbygning af råolielagre og den amerikanske centralbanks signal om høje renter i længere tid er tæt på at være fuldt indarbejdet, vil opmærksomheden blive rettet mod resultatet af forhandlingerne i Gaza,” siger Vandana Hari, der er grundlægger af Vanda Insights.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 83,90 dollar mod 84,55 dollar onsdag eftermiddag, men 83,49 dollar onsdag aften kl. 22. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 79,45 dollar mod 80,12 dollar onsdag eftermiddag, men 79,08 dollar onsdag aften kl. 22.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også