Mærsk-aktierne er steget over 40 pct. på to måneder

Det skyldes, at den knappe kapacitet i markedet har sendt fragtraterne i vejret.
”Hvis vi tager de langsigtede briller på, så er vi ikke i tvivl om, at Mærsk er blandt de absolut bedste i containershipping-industrien, og at de står stærkt rustet til fremtiden,” skriver Jyske Bank. | Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
”Hvis vi tager de langsigtede briller på, så er vi ikke i tvivl om, at Mærsk er blandt de absolut bedste i containershipping-industrien, og at de står stærkt rustet til fremtiden,” skriver Jyske Bank. | Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Efter en sløj start på året har Mærsk-aktierne gjort et bemærkelsesværdigt comeback de seneste to måneder, hvor kursen er steget hele 41 pct.

Den stærke kursudvikling kan i store træk tillægges en aktuel situation med knaphed på både skibs- og containerkapacitet i det globale søfragtsmarked.

Det skriver Jyske Bank i en kommentar til udviklingen.

”Årsagen til den knappe fragtkapacitet og de deraf følgende ratestigninger kan findes i en stærkere-end-ventet global efterspørgsel koblet med en fortsat uløst Rødehavskonflikt, der, gennem forlængede sejlruter neden om Afrika, medvirker til at trække kapacitet ud af markedet,” skriver Jyske Bank.

Dette har ifølge banken fået søfragtraterne til at opleve kraftige stigninger på henholdsvis 39 pct. og 16 pct. på spot- og kontraktbasis i løbet af blot maj måned.

”På nuværende tidspunkt er der derfor tæt på fuld kapacitetsudnyttelse i den globale flåde, og flere havne i Kina melder desuden om trængsel og lange ventetider i forbindelse med pålæsning af skibe samt udfordringer med at få fat på tomme containere,” skriver Jyske Bank.

Udover at understøtte de høje fragtrateniveauer er den nuværende kapacitetssituation med til at udskyde udfordringerne med for megen forventet nytilkommende skibskapacitet i løbet af 2024-2026.

”Hvis vi tager de langsigtede briller på, så er vi ikke i tvivl om, at Mærsk er blandt de absolut bedste i containershipping-industrien, og at de står stærkt rustet til fremtiden,” skriver Jyske Bank.

På kort sigt giver udsigten til øget fragtkapacitet, der kommer ind på markedet, nogle udfordringer, men på længere sigt vurderer Jyske Bank, at Mærsk med en meget stærk balance og en høj andel af volumen på kontrakt står godt positioneret, hvilket fjerner en del af usikkerheden.

Stigningen i aktien på 41 pct. på to måneder betyder, at Mærsk B nu for hele året er steget 11 pct. inklusive udbytte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også