Stor grisetransportør idømmes bøde på 80.000 kr.

En gris havde et alvorligt åbent sår, mens en anden havde hævelser på tre ben. Grisetransportør får bøde. 
Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix
Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

SPF-Danmark, der er verdens største transportør af levende grise, skal betale en bøde på 80.000 kr..

Sådan lyder dommen fra Retten i Herning i en sag, hvor selskabet er dømt for at have overtrådt dyreværnsloven. 

Virksomheden er fundet skyldig i at have været ansvarlig for, at to grise er blevet behandlet groft uforsvarligt. 

Den ene gris blev læsset om bord på en lastbil den 17. august 2020 lidt uden for Herning og kørt til Danish Crowns slagteri i Herning. 

Men dens højre øre var markant hævet, fortykket, rødt, varmt og havde et alvorligt åbent sår og betændelsesreaktioner. Ligeledes var grisen bleg og virkede nedstemt, fremgår det af anklageskriftet. 

Den anden gris var om bord på en lastbil cirka en måned senere. Her blev den kørt fra en anden by uden for Herning til Danish Crowns slagteri. 

Den havde på tre af sine ben hævelser og åbne sår. 

Begge grise var derfor ikke egnet til at blive transporteret og blev udsat for en høj grad af smerte og lidelse. 

I sagen om den anden gris er selskabet, der ejer svinebesætningen, også idømt en bøde på 25.000 kr.. 

Det fremgår af SPF-Danmarks hjemmeside, at selskabet er verdens største transportør af levende grise.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også